Gaderne

Bortset fra enkelte brede veje, som omkranser centrum, er alle gaderne ensrettede skiftevis den ene og den anden vej, hvilket føles meget trygt, når man skal krydse vejen. I alle kryds er der et skilt på husmuren med gadens navn og en pil, der viser kørselsretningen. De fleste veje er i ordentlig kvalitet, men fortovene er ret smalle, og man skal holde øje med, hvor man går, da der er store huller indimellem. Der er ofte store træer, hvor rodnettet har skudt fortovet op, og man må tit bukke sig for at komme under grenene – vi må i hvert fald.

Trafikken er ikke specielt tung, folk kører generelt pænt, og især taxaerne er søde til at holde tilbage for fodgængerne. Bilisterne virker tålmodige og tager det stille og roligt, selvom mange holder parkeret de mærkeligste steder. Der er især to typer biler, som vi ikke er så vant til at se i gadebilledet – det er gasbiler og vandbiler, og de holder ofte og er i gang med at levere enten gas eller vand til forretninger eller beboelse. 

Vi kommer hurtigt til at gå mange af de samme steder, i hvert fald efter at vi de første uger har udforsket det meste af byen. Når vi skal ud at spise, er der oftest to muligheder; enten går vi ad C/ de la Constitución ind til området omkring den store Santo Domingo-kirke, eller vi går ad Murguía, som ligger et par gader længere sydpå. Denne gade omdøber vi hurtigt til restaurantgaden, da her ligger flere spisesteder og mange barer. 

Når vi skal ind til Zócalo, tager vi ofte gågaden eller en af gaderne, som går parallelt hermed, og når vi skal op til bageren, starter vi ofte med at gå lidt nordpå og går derefter gennem de to små parker El Llano og Jardín Conzatti. Vi udforsker også området Reforma, som ligger nord for det historiske centrum, og en dag, hvor vi går ned i den sydlige ende af centrum, lander vi i gaden, hvor de prostituerede holder til.

Vi oplever indimellem, at nogle gader er spærret af, og da vi spørger Gabriela, om hun ved hvorfor, svarer hun, at der sikkert er nogen, der protesterer mod et eller andet, for det sker hele tiden i Oaxaca. Elwin fortæller, at det også sker ude på landevejene, så man kan risikere ikke at kunne komme videre flere dage i træk. En aften, hvor vi skal ud at spise, er den brede vej Calzada de la República, som vi skal krydse for at komme ind til centrum, lukket af – der er simpelthen en håndfuld mennesker, som har sat stole ud på vejen ud for den klinik, der ligger der, da de kræver et større udbud af medicin.