Condesa og Roma
Området Condesa ligger lige vest for Amsterdam og omfatter også Parque España – en park, der er noget mindre end Parque México. Det er et hyggeligt område at gå rundt i med en del beboelse og knap så mange restauranter. Det er et meget grønt område, og en dag kommer vi forbi en afspærring, hvor man prøver at redde en bil, da et træ er faldet ned i forruden.
Roma består af Roma Norte og Roma Sur (nord og syd), og der er også dejligt grønt og charmerende, så her går vi mange ture. Roma Norte ligger nord og øst for Hipódromo, og Roma Sur ligger øst og syd for – grænsen er dog ikke tydelig, så for os er det bare ét stort område. For at komme fra Hipódromo og nordpå skal man krydse en bred vej – Avenida Álvaro Obregón – og for at komme østpå skal man krydse Avenida Insurgentes. Så snart man er væk fra de brede veje, er trafikken begrænset, og der er stille og roligt. De fleste veje, bortset fra de brede gennemfartsveje, er i øvrigt ensrettede skiftevis den ene og den anden vej. Insurgentes er den længste vej i Mexico City, og den er 28,8 km lang.
Vi har hørt om området Roma, inden vi kommer til Mexico City, da det er skildret i den Oscar-vindende film “Roma” fra 2018, som vi så under filmfestivalen – en fantastisk film. Huset fra filmen ligger i Roma Sur, og vi går derned en dag, så vi kan tage et par billeder. Der er sat et skilt på muren, så vi kan se, at det er det rigtige hus – det er i øvrigt til salg.
Vi kommer mest i området omkring rundkørslen Fuente de Cibeles, hvor der er mange restauranter, og ellers i området lige øst for Amsterdam, hvor vi finder en god cafe og også en god ølbar. Supermarkedet Sumesa og jazzklubben Jazzatlán ligger også i Roma.
Vi passer på med ikke at gå for langt østpå, da bydelen Doctores grænser op til Roma, og det er en bydel, som vi kan læse os til, at man skal holde sig fra.