Mercado de Medellín og Mercado Sonora
Mercadoer er overdækkede markedshaller, som findes flere steder i Mexico City og i Mexico i det hele taget. Det er vores indtryk, at rigtig mange mexicanere foretager deres daglige indkøb her.
Der er mange små, meget smalle gange, hvor der på begge sider er boder, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord. Der er områder med grønthandlere, bagere og slagtere og områder med, hvad vi vil betegne som kinabutikker. I de store mercadoer kan man også købe kæledyr, og det er et lidt trist syn, da hundehvalpene ser ud til at være taget fra deres mor alt for tidligt.
Det er meget sjovt at opleve disse markeder, men de ligner alle lidt hinanden, og man har ikke rigtig lyst til at købe noget. Især hygiejnen eller manglen på samme hos slagterne ligger langt fra, hvad vi er vant til.
Mercado de Medellín ligger i Roma, og det besøger vi en dag, da vi tilfældigt kommer forbi. Mercado Sonora er noget større, og det besøger vi en dag, hvor vi er oppe i det historiske centrum – en af Hannes tidligere kolleger har anbefalet et besøg. Det ligger en halv times gang væk fra centrum, så vi vælger at gå derud, hvilket Hanne fortryder lidt. Det sidste stykke går vi igennem et område, der er meget fattigt, og da vi nærmer os markedet, er der en mand, der henvender sig til os på gaden og siger, at vi nok skal passe lidt på vores kamera, da kvarteret ikke er det bedste. Der sker nu ikke noget, og vi tager en taxa hjem efter besøget.