Afrejse
Vi havde håbet, at vi efter Mexico City kunne tage videre til Sydamerika, men de fleste lande er stadig lukkede på grund af COVID-19, så vi beslutter at blive i Mexico og tage til Oaxaca.
Oaxaca ligger ca. 450 km syd for Mexico City, og vi overvejer at flyve derned, da der ikke er nogen togdrift i Mexico. Vi beslutter os imidlertid for at spørge vores guide Sal, om han kunne være interesseret i at køre os derned, da det både vil være nemmere og sikkert også billigere. Han tilbyder at gøre det for 7.000 pesos, hvilket svarer til ca. 2.300 kr., så vi siger ja tak. Aftalen er egentlig, at han skal komme forbi halvanden uge før for at tjekke, om kufferterne kan være der, men efter vi har sendt ham et billede, ender han med at konkludere, at det kan de godt.
Sal henter os onsdag den 9. juni 2021 kl. 9.00, og bagagen kan sagtens være der. Hans egen bil er kommet på værksted, så han har været nødt til at leje en bil, så turen er nok ikke så god en forretning for ham, når det kommer til stykket.
Vi er ca. seks timer om at komme til Oaxaca, og vi gør kun et enkelt hold undervejs for at komme på toilettet og drikke en kop kaffe. Vi kommer gennem nogle flotte områder, da vi kører gennem bjergene, hvor der gror rigtig mange kaktusser op ad bjergskråningerne. Sal kører raskt til, kan man vist godt kalde det, men han er nu en udmærket chauffør. Man skal lige vænne sig til, at der i hver side af vejen er halvanden vognbane, så hvis bilerne i begge sider trækker ind, er der plads til en overhaling – man må bare håbe, at der er enighed om, hvem der overhaler hvornår. Vi kommer nu godt frem til Oaxaca og er glade nok for, at vi valgte den løsning. Vi er også glade for, at vi har mødt Sal, og vi er også blevet venner med ham på Facebook – han hedder Salvador R. Cordova.