Gadeliv

De folk, der er på gaden, og det liv, der er rundt omkring, ændrer sig meget, alt efter hvilket område vi går rundt i, men en ting, vi hurtigt bemærker, er, at bilerne selv mener, at de har fortrinsret. De steder, hvor der er lysregulering, er der meget sjældent et lys til fodgængerne, selvom der er en fodgængerovergang. Det betyder, at man må holde øje med, hvornår lysene skifter for bilerne, og så må man forsøge at komme med over. Selv de steder, hvor der er et trafiklys for fodgængerne, bliver mexicanerne stående for grønt lys, indtil bilerne standser og vinker dem frem. Det betyder så også, at man går over for rødt, hvis der ikke er nogen biler. Ved almindelige fodgængerovergange må man gå ud på vejen og tvinge bilerne til at holde, da de ikke gør det af sig selv. Når det er sagt, så kører de fleste pænt, og der er ikke nogen, der hidser sig op.

I Hipódromo, hvor vi bor, kører bilerne meget stille og roligt, og man hører stort set ikke trafikken. De folk, der går rundt på gaden og spiser på restauranterne, er typisk folk, der bor i området; folk, der kommer udefra, som gerne vil nyde restauranterne og parken; eller turister. 

Dertil kommer så alle dem, der skal leve af disse mennesker, hvilket vil sige sælgere og tiggere. De går typisk på arbejde om morgenen og forlader området igen om aftenen. Da man ved stort set alle restauranter og caféer sidder på fortorvet eller gaden, betyder det, at man sagtens kan være ude for at skulle sige nej tak til disse mennesker op til 8-10 gange ved hvert besøg. Det er synd, at de er nødt til at leve på den måde, men vi kan jo slet ikke hjælpe dem allesammen. Vi køber et par små fugle på et tidspunkt, og vi giver også nogle mønter til nogle af børnene; der kommer ofte musikere og underholder, og der giver vi også lidt indimellem, men mange af dem er virkelig dårlige. Der kører også højttalervogne rundt, som vi kender det fra Nicaragua, og der er især en, der reklamerer for afhentning af madrasser og hårde hvidevarer til skrot, som er særligt irriterende.

Det ser ud til, at det er renovationsarbejdernes ansvar at sortere affald i byen. De holder ind forskellige steder og sorterer manuelt det affald, som de har samlet ind i det pågældende område. Det betyder, at de roder rundt i folks affaldsposer, sorterer affaldet i forskellige bunker og derefter kører videre, mens de sidder oven på affaldet. Typisk er der fem-seks mennesker beskæftiget på hver skraldebil.

En ting, vi lægger mærke til, især lige i starten, er, at der går en del LGBT-folk rundt, hvilket, vi synes, er positivt – det havde vi ikke forventet i Mexico. Vi snakker om det med den guide, vi senere lærer at kende, og han siger, at der er sket rigtig meget de sidste 20 år. Mexico har altid været et meget konservativt samfund, men i dag er eksempelvis abort tilladt i nogle tilfælde, og LGBT-folk har fået flere rettigheder – dog ikke i alle stater.

Når vi går væk fra Amsterdam og går rundt i Condesa og Roma, er der knap så mange tiggere og gadesælgere, da koncentrationen af turister er mindre. Der er til gengæld rigtig mange foodtrucks, hvor folk samler sig ved frokosttid, og der er især mange ved de større kontorbygninger eller varehuse. Vores guide Sal fortæller os, at man normalt har halvanden times frokostpause. Der holder også andre vogne, som sælger pudsige ting, og hvor vareudbuddet er meget lille.

I det historiske centrum er der igen mange turister og dermed mange tiggere og gadesælgere og en del, der forsøger at lokke kunderne ind i butikker og restauranter. De er noget mere pågående her end i vores område, og man bliver hurtigt træt af det mylder af mennesker, der er i nogle af gaderne.