Castillo de Chapultepec
Vi besøger slottet Castillo de Chapultepec en lørdag, hvor vi har dejligt solskinsvejr. Det ligger i parken Bosque de Chapultepec på en bakketop, som i sin tid var et helligt sted for aztekerne. Navnet Chapultepec er Nahuatl-ordet chapoltepēc, hvilket betyder "græshoppens bakke".
Slottet var officiel bolig for kejser Maximilian 1. og hans hustru kejserinde Carlota fra 1864-67, og det er det ene af kun to slotte i hele Nordamerika. Maximilian 1. tilhørte Habsburg-familien, og kejser Napoleon 3. af Frankrig overtalte ham til at lade sig indsætte som kejser af Mexico i 1864. Det var han kun i tre år, da mexikanske republikanere under ledelse af Benito Juárez besejrede Maximilians regeringsstyrker og hans franske hjælpetropper. De tog ham til fange, og han blev henrettet den 19. juni 1867. Fra 1882-1939 var slottet officiel bolig for den siddende præsident.
I dag huser det museet Museo Nacional de Historia. Udstillingen er ikke speciel stor, men bygningen, haverne og beliggenheden gør det til en rigtig fin oplevelse. Der er en flot udsigt over Mexico City, og kontrasten mellem nyt og gammelt er stor. Fra terrassen er der et fint kig til Reforma med de mange højhuse. Efter besøget går vi en tur i parken.