Valparaíso

Valparaíso, som ligger ca. 120 km fra Santiago, er med et indbyggertal på ca. 1.000.000 Chiles største havneby og base for landets flåde og for kongressen. Da vi i sin tid begyndte at snakke om vores Verdenstur, var det her, vi forestillede os, at vi skulle bo, hvis vi kom til Chile. Efterfølgende læste vi, at byen er ret fattig, og at der er flere kvarterer, som ikke er helt sikre, så derfor ændrede vi planer og besluttede os for at bo i Santiago, men vi vil nu gerne besøge byen, da den jo kun ligger en kort bustur væk. Vi diskuterer lidt, om vi skal besøge den nogle dage og dermed booke overnatning, men beslutter os for en enkelt dag i første omgang. Hvis vi ikke føler, at vi er færdige med byen, kan vi altid køre dertil igen; en busbillet koster ikke ret meget, og turen tager under to timer. Vi køber billetter til selskabet Pullman.

Vi har bestilt en Uber til at køre os til den centrale busstation, Estación Central, om morgenen tirsdag den 22. marts, og vi modtager en bekræftelse dagen før. 10 minutter før den bestilte Uber skal være her, får vi en besked om, at de ikke har kunnet finde en chauffør til vores tur, så vi får travlt med at komme afsted. Vi går ud på den brede vej Av Libertador Bernardo O’Higgins for at finde en taxa, men ender med at hoppe på en bus, som vi kan se, kører til busstationen. Da vi når frem, har vi 20 minutter til at finde bussen og skal gennem togstationen og flere lange gange, før vi når frem til nogle busser. Vi går hen til Pullman, men chaufføren kan fortælle os, at vi desværre er i den forkerte terminal. Der er 10 minutter til afgang. Her møder vi så en hjælpsomhed ud over det sædvanlige. Han beder os om at stige på bussen, og han får en kollega til at køre os over i den anden terminal, hvor vi når frem et minut før afgang. Vi har en behagelig køretur til Valparaíso og er fremme kl. ca. 10.30. 

Vi har tilmeldt os en guidet gåtur på tre timer med GuruWalk, som starter kl. 12.00 på Plaza Sotomayor. Der tager pænt lang tid at gå derhen fra busterminalen, men vi når heldigvis at drikke en kold cola på den hyggelige café FotoCafe, inden vi skal være der. Vores guide hedder Christian, og der er én anden deltager i turen, en kvinde fra Belgien. Christian giver os et virkelig godt indblik i byens historie fra grundlæggelsen og frem til i dag. Vi hører bl.a. om anlæggelsen af havnen, og han viser os en linje på fortovet, som angiver, hvor langt op havet oprindeligt gik. Inden etableringen af Panamakanalen var byens havn virkelig vigtig, og mange skibe lagde til her.

Valparaíso er bygget på 42 bakker, så man kommer hurtigt til at gå meget op og ned – heldigvis er det muligt at bruge byens funiculares (kabelbaner) flere steder, hvilket gør det lidt nemmere. Det er også en billig løsning, da det kun koster, hvad der svarer til 80 øre. Oprindeligt har der været op til 30 kabelbaner i byen. Der er nu 16 baner tilbage, som er fredet af UNESCO, men størsteparten af disse er under restaurering eller reparation i øjeblikket, så mange steder må man stadig tage trapperne.

Vi tager kabelbanen El Peral og kommer op i et hyggeligt lille område, hvor vi bl.a. besøger et galleri, som har en terrasse på bagsiden af huset med en fantastisk udsigt. Valparaíso er meget kendt for sine vægmalerier og sin graffiti, og vi kommer forbi mange flotte malerier. Christian fortæller, at temaet for disse vægmalerier er lidt forskelligt, alt efter hvor i byen man går, da der er flere politiske budskaber i de områder, hvor turisterne er. Vi snakker lidt om den politiske situation i landet og forventningerne til den nye præsident, som netop er tiltrådt; Christian er tydeligt utilfreds med, at så mange virksomheder er blevet privatiseret, bl.a. elselskaberne, da han ikke synes, det fungerer tilfredsstillende.

Vi går videre over i et område, der er knap så turistet, og vi tager på et tidspunkt endnu en kabelbane op, som hedder San Agustin. Her er flere vægmalerier af de lokale beboere, bl.a. et af områdets ældste – en dame på 91. Da hun ser os, stikker hun hovedet ud ad vinduet, og vi bliver budt på både kage og bolsjer, og Christian køber en større kage med hjem. Vi ender med at gå ned ad en meget stejl trappe, da kabelbanen her er under reparation, og kommer ned på samme niveau, som vi startede fra, og hvorfra turen også slutter.

Det har været en rigtig god tur, og vi beder Christian anbefale os et sted, hvor vi kan få frokost. Det ender med et meget lokalt sted, men maden er fin nok. Derefter går vi tilbage til den første kabelbane, vi tog, kører op og fortsætter over i det lidt mere turistede område. Vi er dog ved at være trætte og beslutter os for at køre ned igen med en anden bane og finde en bus hjem. Vi snupper en juice, inden vi går ud til busterminalen, som pludselig er frygtelig langt væk. Vi har også efterhånden gået 13 km, og vi er enige om, at vi har set meget af byen og ikke behøver at komme tilbage. Den er nu ikke helt så slidt, som vi havde frygtet.

Bussen kører heldigvis om 10 minutter, så vi skynder os at købe billetter. Vi får plads ovenpå i dobbeltdækkeren i nogle rigtig store sæder, så vi rigtig kan slappe af. Da vi er tilbage i Santiago og går ud ad terminalen, finder vi ud af, at den metrolinje, der kører hjem til os, holder lige ude foran. Det skulle vi have vidst i morges.