Guidet gåtur om den politiske vold
Vi tilmelder os en guidet gåtur gennem Airbnb, som har temaet “Den politiske vold”. Vi tager metroen ud til stationen Cumming, hvor vi skal møde vores guide Roger, og Malte fra Tyskland deltager også; han har i øvrigt studeret i København på et tidspunkt og er nu digital nomade.
Roger Rivera, der er født i 1971, har siden sine helt unge dage været medlem af MIR – Movimiento de Izquierda Revolucionaria (Den Venstreorienterede Revolutionsbevægelse) – et parti stiftet i 1965. Han var helt lille, da Pinochet kom til magten, men var med i bevægelsen mod diktaturet, da han gik i gymnasiet, og måtte tage til USA i 1988, hvor han opholdt sig i 22 år. Han tog tilbage til Chile i 2010, da han ellers risikerede en dom for narkobesiddelse i USA.
Vi går rundt i området Yungay, som næst efter det historiske centrum er Santiagos ældste kvarter. Vi starter med at se den katolske skole, hvor Roger gik som dreng, og ser som noget af det sidste hans gymnasium, hvor de bekæmpede politiet med molotovcocktails. Vi kommer også forbi et “sikkert” hus, hvor folk søgte tilflugt fra diktaturet, og slutter af det sted, hvor Jécar Neghme, ledende talsmand for MIR, blev myrdet af den nationale efterretningstjeneste i 1989. Roger får stadig tårer i øjnene ved tanken om, at han året før var oppe at toppes med ham i en politisk diskussion. Der bliver også tid til en kop kaffe på et lille lokalt sted.
Undervejs får vi historien om Salvador Allende, der i 1970 blev valgt til præsident for den socialistiske venstrefløjsregering Unidad Popular. Han blev afsat ved et militærkup støttet af USA i 1973, hvor han døde i præsidentpaladset, og general Augusto Pinochet derefter tog magten. Konklusionen blev efterfølgende, at Allende havde begået selvmord. Pinochet sad som præsident frem til 1990, og i den periode mener man, at 1.200 til 3.200 mennesker døde, op til 80.000 blev interneret, og titusindvis blev tortureret. 2 mio. forlod Chile. Vores guide Roger blev i den periode udsat for psykisk tortur og modtager i dag en pension fra staten som kompensation.
Vi får en frygtelig masse andre informationer om det politiske miljø i den periode. Roger ved rigtig meget om de ting, der skete, og kender til rigtig mange personer og årstal, og vi synes, det hele er rigtig interessant, men når man ikke kender de personer, det drejer sig om, så er det svært at huske bagefter.
Malte har efterfølgende mødtes med Roger og har lavet en lille video, som er uploadet på YouTube.