Lastarria

Vi bor i Lastarria, som er et meget lille område, der er afgrænset af Parque Forestal i nord, Av Libertador Bernardo O’Higgins i syd, Ramón Corvalán Melgarejo i øst og Sta Lucia i vest. 

Vi bor på gaden Estados Unidos (der betyder USA), som har fået sit navn efter den amerikanske ambassade, der lå her i Pinochets tid, men flyttede til en ny adresse i 1994. USA støttede Pinochet-regimet. Den store bygning, som i dag huser kulturcenteret Centro Gabriela Mistral, blev bygget af Salvador Allende, men blev benyttet af Pinochets regime som politisk hovedkvarter. På vores guidede gåtur om den politiske vold får vi at vide, at der i området lå et toturlokale i Pinochets tid, hvorfor vores guide aldrig besøger Lastarria. Området har dermed ikke altid været så attraktivt, som det er i dag, hvor det er et af de mest hippe kvarterer i byen. 

Når vi drejer til højre hen ad Estados Unidos, kommer vi til Lastarrias hovedgade José Victorino Lastarria, der går fra nord til syd gennem området. Det er en ensrettet gade med toppede brosten og masser af caféer, barer og restauranter; det er dog ikke en festgade som eksempelvis den gade, vi ser i området Bellavista, da mange restauranter i Lastarria har en aftale om at lukke mellem kl. 23 og 01 af hensyn til beboerne. Der går rigtig mange mennesker gennem José Victorino Lastarria hver eneste dag, både lokale og turister; her er masser af gadesælgere, der sælger genbrugstøj, hjemmelavede smykker, bøger, røgelsespinde og gamle ting og sager; og det er også her, den lille biograf Cine Arte El Biógrafo, som har specialiseret sig i smalle udenlandske film, ligger. Hanne køber et armbånd hos en gadesælger, og vi køber et lille billede, som viser et udsnit af gaden med bl.a. biografen og vores to yndlingsrestauranter. Jens Peter taler med kunstmaleren en af de første dage, vi er i byen, og han kan fortælle, at han på et tidspunkt har været i Dronninglund, og efter den dag hilser han altid. På Merced, som går fra øst til vest, er samlet en del kaffebarer, og her ligger flere lidt specielle butikker, bl.a. en pladebutik, en boghandel med primært politiske bøger og butikker med økologiske varer. 

Det er et område med mange unge mennesker, og vi har aldrig før været et sted med et så stort udvalg af forskellige hårfarver, primært lilla, pink, blå, grøn og orange, så mange tatoveringer og piercinger og så meget outreret tøj. Her er mange mænd klædt i kvindetøj, og især lørdag aften er festlig, da der bl.a. er to mænd, som danser rumba på et af gadehjørnerne; Sabrina, der er drag, giver ofte det helt store dansenummer; og her er tit forskellige musik- og teatergrupper, som optræder. Vi nævner på et tidspunkt over for en af vores guider, at vi synes, det er dejligt, at det er acceptabelt, at folk af samme køn går hånd i hånd, og at mænd kan gå klædt i kvindetøj. Han siger, at det nok desværre ikke er så acceptabelt i samfundet generelt, men at man netop samles i Lastarria, da alt er mere acceptabelt her. 

Vi elsker at være her og synes, det er dejligt, at vi, som tiden går, hilser på flere og flere. Vi hilser bl.a. på en af dem fra frisøren/danseskolen nede i stuen; på Fernando, som har Café 202 henne på hjørnet; på parkeringsvagten på Estados Unidos, som også vasker bilerne; på tjenerne på restauranten Bocanáriz; på vores bager; og på kunstmaleren; som vi køber et billede af.

Det eneste negative ved området er, at det bærer præg af at have været tæt på de uroligheder, som startede i byen i efteråret 2019, og som stadig er her indimellem. Det giver sig udtryk i, at her er alt for meget graffiti med politiske budskaber, og at det virker til, at de fleste forretningsdrivende lidt har givet op i forhold til at rense bygningerne. De fleste mure er fuldstændig overmalede, hvilket ikke er specielt kønt. De sidste par uger i byen ser vi dog, at der bliver malet nogle enkelte steder, og tænker, det måske kan hænge sammen med, at den nye præsident, som er socialist, har tiltrådt sit embede, og at man derfor håber på bedre tider.