Guidet gåtur i det historiske centrum
Ugen efter vi er kommet til byen, tilmelder vi os en guidet gåtur i det historiske centrum gennem GuruWalk. Vi skal mødes foran nationalteatret med vores guide Israel, og det viser sig, at vi er en gruppe på 16; nu havde vi ellers næsten vænnet os til, at vi er mere eller mindre alene, når vi tager på tur. Israel er oprindeligt fra Sao Paulo i Brasilien, men er glad for at være flyttet til Santiago, da han nyder årstidernes skiften.
Vi hører lidt om teatret og går derefter videre til Santiagos centrale plads, Plaza de Armas. Her ligger flere historiske bygninger, bl.a. domkirken, som stod færdig i 1799. Vi går hen til statuen af Pedro de Valdivia, der var en spansk conquistador og den første kongelige guvernør i Chile; han grundlagde Santiago i 1541. Vi får en masse at vide om landets historie, bl.a. hvorfor landet er så smalt. På et tidspunkt var der krig mellem Chile og Peru om rettighederne til de vigtige salpeterminer i nord. Chile lavede en aftale med Argentina om, at de skulle holde sig ude af konflikten, mod til gengæld at få den del af Patagonien, som ligger øst for Andesbjergene; dermed var der ikke meget tilbage til Chile.
I det modsatte hjørne af pladsen står statuen "Al Pueblo Indígena", der blev skabt af den berømte chilenske billedhugger Enrique E. Villalobos Sandoval. Den består af tre elementer, bl.a. et menneskeligt ansigt. Dette ansigt viste sig at være særlig kontroversielt, da det skildrer det knuste ansigt af en Mapuche-mand. Selvom monumentet var beregnet til at være en hyldest til Mapuche-befolkningens tapperhed, de indfødte indbyggere i det sydlige centrale Chile, gav det faktum, at ansigtet ser ud til at være ødelagt, plads til fejlfortolkning. Afsløringen af monumentet i oktober 1992 som en markering af 500-året for Christopher Columbus' ankomst til Amerika gjorde ikke kritikken mindre.
Vi fortsætter hen til bygningen, hvor Højesteret holder til, og ved siden af denne ligger den bygning, hvor Kongressen tidligere havde sæde. Kongressen blev flyttet til Valparaíso, da Pinochet kom til magten, mens ministerier og øvrige offentlige instanser forblev i Santiago. Derefter går vi igennem et center med butikker og caféer, hvor man har bevaret en enkelt mur af den oprindelige bygning, som blev fuldstændig ødelagt ved det store jordskælv, der ramte Chile i 1960. Skælvet blev målt til 9,5 på Richterskalaen og er det kraftigste skælv, der nogensinde er registreret; der døde 3.000 mennesker. Israel fortæller lidt om alle de jordskælv, som bliver målt hvert år i Chile, og vi krydser fingre for, at der ikke sker noget alvorligt, mens vi er her.
Næste stop er El Palacio de la Moneda, Chiles præsidentpalads, som blev delvist ødelagt af luftværnets bomber under militærkuppet i 1973, hvor præsident Salvador Allende sammen med præsidentgarden forsøgte at nedkæmpe kuppet. Allende døde, og det konkluderes efterfølgende, at han tog sit eget liv. Den 11. september 2003, ved 30-årsdagen for militærkuppet, blev der opført en statue af Salvador Allende foran hovedindgangen til La Moneda.
Vi går forbi en gade med flotte vægmalerier, som går ned under den brede vej Av Libertador Bernardo O’Higgins, og derefter forbi en lille køn gade Nueva York, også kaldet Wall Street. Vi krydser Av Libertador Bernardo O’Higgins, hvor vi ser kirken Iglesia San Francisco de Alameda, og går derefter rundt i området Barrio Paris-Londres, som er et lille område, der primært består af gaderne Calle Paris og Calle Londres. Ideen har været at skabe et lille Europa – der er nu mere Paris end London over det – og Israel fortæller, at det er et populært område at optage film i. Her ligger også en bygning, som blev brugt som fængsel og torturcenter under Pinochet, og der er nedlagt fliser med navnene på de tidligere fanger i fortovet foran bygningen.
Vi slutter turen af i vores område Lastarria, og det er her, vi bliver præsenteret for restauranten Bajo Llave, der er gemt væk i en smøge, og han viser os også flere af de restauranter, vi allerede har besøgt. Ifølge ham er hele området meget dyrt, og han fortæller, at han har fejret sin fødselsdag på Wonderland Café efter at have sparet op i lang tid, så vi kan jo godt se, at vi er priviligerede. Vi slutter af oppe ved Parque Forestal ved isbaren Emporio La Rosa, hvor vi sætter os og får en is for egen regning. Det har været en god tur, og Israel er en god guide.