Karta Coffee & Eatery

Karta Coffee & Eatery ligger på 1. sal i Plaza Malioboro, og her spiser vi aftensmad den første aften, men er ikke specielt imponerede over maden. Vi prøver også deres morgenmad et par gange, inden vi helt opgiver at gå ud om morgenen. Efter at have fundet ud af, at der ikke er det store udvalg af restauranter i byen, beslutter vi os for at give dem en chance til og bliver enige om, at deres burger egentlig er ganske fin, men at der ikke rigtig er andet på menukortet, vi har lyst til. 

Da det er det eneste sted i centeret, der serverer øl, kigger vi nogle gange forbi, enten før eller efter vi har spist, og sætter os i vinduet ud mod Malioboro, hvilket er rigtig hyggeligt, selvom det er meget varmt. Vi drikker den lokale øl Bintang, og Hanne tager altid en Crystal og Jens Peter en Radler. Bintang betyder i øvrigt stjerne. Tjenerne finder hurtigt ud af, hvad vi skal have, og bliver meget overraskede, hvis vi en sjælden gang bestiller en sodavand.

Indimellem spiser vi også en burger, og da vi finder ud af i slutningen af vores ophold, at der er levende musik på Karta både fredag, lørdag og søndag aften, bliver det næsten en tradition, at vi kigger forbi fredag aften til burger og øl, hvor rockbandet Starlight Rock Legend spiller. De er rigtig gode, og bassisten vil rigtig gerne snakke med os, men hans engelsk er desværre ikke for godt. De spiller alle de gode gamle rocknumre og er bl.a. rigtig gode til Queen, og det bliver også til et enkelt nummer med Michael Learns to Rock. Om lørdagen er der en guitarist, som synger rigtig godt, og der kigger vi forbi til en øl et par gange, og søndag aften er vi også forbi nogle gange. Her spiller bandet Clay Music. Forsangeren er rigtig god, det samme er saxofonisten, og trommeslageren er altid i godt humør. 

Vi bliver glade for at komme på Karta, da tjenerne er søde, og da musikken er rigtig god. Den eneste ulempe er, at deres borde er alt for lave, hvis man gerne vil spise, så vi sætter os altid ved bænkene ud mod gaden og rykker derefter ind til musikken, efter vi har spist. Det er også lidt ærgerligt, at der de fleste aftener er alt for få mennesker; vi følger dem på Facebook, og de reklamerer aldrig med, at der er levende musik, hvilket er lidt synd.