Excelso

Kaffebaren Excelso ligger på 1. sal i Plaza Malioboro, og her kommer vi en del om eftermiddagen for at drikke en kold frappe og nyde, at centeret har aircondition efter en varm tur rundt i byen. Vi prøver et par andre af deres kolde drikke, deres varme javakaffe og deres jasminte er også god, og et par gange tager vi også en dessert. Der er to desserter at vælge mellem, og som det er meget brugt i Indonesien, drysses der både chokolade og reven ost hen over. Vi spiser til aften her tre gange, men de fleste retter indeholder chili, så der er ikke så meget for Hanne at vælge mellem. 

Vi foretrækker at sidde i en af deres sofaer, da stolene ikke er specielt behagelige, og vi hygger os med at kigge på alle dem, der går forbi på deres vej rundt i centeret. Vi kommer her ofte, men synes nu, at de tjenere, der ekspederer os i starten, klart er de mest charmerende. Der sker en udskiftning den 1. maj, og vi møder efterfølgende ham, vi bedst kan lide, ude i byen og har på fornemmelsen, at han nok er blevet opsagt. Hans engelsk er nu meget begrænset, så vi er ikke sikre.