Den offentlige transport
Santiago har en rigtig velfungerende metro, som vi hurtigt kommer i gang med at bruge. Vores vært Nicole har også gjort det nemt for os, da hun har lavet en beskrivelse af, hvordan systemet fungerer, og lagt to kort, som vi bare skal fylde penge på, og så er de klar til brug. Vi henvender os i billetsalget på stationen og fylder 10.000 pesos på hvert kort, hvilket svarer til ca. 85 kr. Det viser sig lige nøjagtig at dække vores forbrug i den tid, vi er her; hver tur koster ca. 6 kr., hvis man kører uden for myldretiden.
Linjerne 1 og 5, den røde og den grønne linje, har stationer tæt på vores lejlighed. Vi tager linje 1 fra stationen Universidad Católica, når vi skal i indkøbscenteret Costanera, og linje 5 fra stationen Bellas Artes, da vi skal på den guidede politiske gåtur med Roger, og da vi skal besøge museet Museo de la Memoria y los Derechos Humanos. Togene kører tit, der er god skiltning, og det er nemt at finde ud af.
De uroligheder, der var i byen i 2019, og som vi læste om, inden vi tog hjemmefra, startede som en protest mod, at man ville hæve billetpriserne på den offentlige transport. I den forbindelse blev 81 stationer ødelagt, hvoraf 17 udbrændte.
Nicole skriver til os, at vi skal være opmærksomme på, at den offentlige transport ikke kører den 29. marts. Denne dag er dedikeret til at mindes de unge studerende, som blev dræbt under Pinochets diktatur, og da man grundet det, der skete i 2019, er nervøs for uroligheder, og at der igen skal begås hærværk mod metrostationerne, har man valgt at lukke metroen. Vi holder os fra den offentlige transport, men bemærker ellers ikke noget.