Afrejse

Vi skal rejse fra Santiago til Mendoza i Argentina onsdag den 7. april 2022. Da vi i sin tid skulle rejse fra Quito, købte vi flybilletter hos Sky Airlines, da vi jo skulle kunne fremvise en billet ud af Chile igen – vi har dog hele tiden håbet, at vi ikke ville få brug for dem. Mendoza ligger nemlig lige på den anden side af Andesbjergene i forhold til Santiago, så vi havde håbet på at kunne tage en bus eller booke en chauffør gennem Viator.com op gennem bjergene; en tur på 7-8 timer. Landegrænsen mellem Chile og Argentina har dog været lukket grundet COVID i lang tid, og den når desværre ikke at blive åbnet. Vi tilkøber derfor bagage til de meget billige billetter, vi i sin tid købte.

Derudover skal vi have styr på indrejsekravene, og det er heldigvis ikke helt så besværligt at komme ind i Argentina, som det var, da vi i sin tid skulle ind i Chile. Vi skal kunne dokumentere, at vi er vaccineret, men vi har jo allerede printet vores danske coronapas og det chilenske mobilitetspas, så det er der styr på. Hvis man kommer direkte fra et naboland, er der ikke krav om PCR-test, så det slipper vi for. Vi skal kunne dokumentere, at vi har en forsikring, der dækker corona, og da den nuværende police udløber en uge efter ankomst til Mendoza, sørger vi for at få den forlænget, så vi kan få printet dokumentation for hele perioden; forsikringen løber nemlig kun et år ad gangen. Vi skal som alle andre steder kunne dokumentere, at vi rejser ud ad landet igen, og vi beslutter os for, at næste stop skal være Arequipa i Peru. Mendoza lufthavn er ikke så stor, så det viser sig, at den nemmeste og billigste løsning er at rejse fra Mendoza til Santiago, tage to dage i byen og derefter flyve direkte fra Santiago til Arequipa; der er kun to ugentlige afgange. 48 timer før afrejse skal vi udfylde en indrejseblanket til Argentina, hvorefter vi kan gå hen i en butik og få printet alle dokumenter.

Vi har læst flere steder, at man som turist ikke skal bruge sit kreditkort i Argentina, da den officielle omregningskurs i banken simpelthen er for dårlig; man skal derimod tage amerikanske dollars med, og det skal være i ubeskadigede 100 dollar-sedler. Vi kan ikke helt gennemskue, hvad det går ud på, så Hanne tilmelder sig Facebook-gruppen Mendoza Expat Community og spørger her, hvad der er det smarteste at gøre. Vi får forklaret, at man i Argentina opererer med noget, som kaldes det blå marked, hvor vekselkursen er meget bedre end på det officielle marked – her er dollarkursen 11.000 pesos for 100 dollars, mens man på det blå marked får 19.000 pesos. Det smarteste er dermed at tage dollars med til den første tid, hvorefter man kan overføre penge til sig selv via Western Union. Her overfører man danske kroner, som udbetales i pesos til den samme fordelagtige kurs, som hvis man veksler dollars på gaden. Vi hæver derfor chilenske pesos i en almindelig hæveautomat og finder derefter et vekselbureau, hvor vi køber 500 amerikanske dollars. 

De sidste dage i byen bruger vi på at besøge vores stamsteder. Vi får sagt farvel til Fernando på Café 202, og han giver os begge en lille badge med caféens logo; vi drikker en sidste kop kaffe hos Café Monstrum; og afskedsmiddagen tirsdag aften bliver hos Bocanáriz, så vi kan slutte af, hvor vi startede. 

Vi skal først flyve om aftenen, så vi får lov at blive i lejligheden til kl. 15, selv om udtjekning skal ske senest kl. 11. Vi har spurgt Nicole, hvordan vi kan bestille en taxa, der er stor nok til alle vores kufferter, og hun henviser til en privatchauffør, som hun plejer at bruge, så ham booker vi. Vi når i øvrigt lige at hilse på hende for første gang, da hun kommer forbi for at hente vasketøj, lige da vi er på vej ud ad døren.

Vi skal betale chaufføren med det samme, da det kun er de officielle taxaer, der må køre i lufthavnen mod betaling. Turen derud går fint, indtjekning, immigration og sikkerhedskontrol går smertefrit, og vi kommer hurtigt ud til gatene. Terminalen er netop åbnet måneden før, så der er stadig flere butikker og restauranter, som endnu ikke er åbne. Vi har masser af tid, så vi starter med at tage en kop kaffe og en croissant på en café. Da vi først lander i Mendoza kl. ca. 21.30, er vi er nødt til at få noget ordentligt at spise, og da vi ikke har lyst til burgere, går vi over til stort set den eneste anden restaurant, der er. De er endnu ikke fuldt funktionsdygtige, så der er kun tre ting på menuen; sandwich, salat og steak – det bliver en steak. Spiritusbevillingen er heller ikke på plads, så vi snupper en vand. Vi beder om, at bøffen skal være mediumstegt, men Hannes bøf er stort set rå, deres pommes frites er heller ikke værd at spise, og billigt er det ikke. Vi klager, da de kommer for at hente vores tallerkener, og de giver os heldigvis en rigtig god betjening, og den ene bøf bliver slettet fra regningen.

Vi letter til tiden og kan efter en time sætte fødderne på argentinsk jord.