Bageren Pan con Madre og slagteren Tú carnecería
Vi er ikke imponerede over indkøbsmulighederne i Oaxaca, men det lykkes os hurtigt at finde en rigtig god bager, som hedder Pan con Madre. Den ligger næsten 20 minutter væk, og det sidste stykke går det op ad bakke, men det er turen værd. De har et rigtig godt brød, som Hanne køber til morgenmad, og deres flutes er også rigtig gode – brødet er endda bedre end det, vi fandt i Mexico City. Vi køber også kager et par gange, og de er dejligt friske, men der er igen ikke så meget smag, som vi kunne ønske.
Vi har ikke rigtig held med at finde kød i supermarkederne, og det kød, man kan købe i mercadoerne, ligger ofte frit fremme på bordene, og det har vi ikke lyst til at købe. Vi finder heldigvis en slagter tæt på vores lejlighed, som har pæne varer, og der køber vi hakket kød flere gange. Det er et lidt pudsigt sted – varerne ser fine ud, men hende, der sidder i kassen, ser altid ud, som om hun ikke rigtig har tid til at betjene os.