Phousi Hill

Hvis man vil se Luang Prabang lidt fra oven, må man en tur op på Phousi Hill, der ligger i den sydlige del af centrum. Det er en lidt hård tur, da man skal op ad 328 trappetrin, der dels nogle steder er meget høje, dels er dårligt vedligeholdt, og da der ikke er noget gelænder nogen steder, skal man være lidt forsigtig. Øverst oppe ligger et tempel, der nu ikke er noget særligt, men her er en rigtig smuk udsigt. Herfra er det tydeligt at se, at Luang Prabangs centrum ligger på en halvø med Mekongfloden på den ene side og Nam Khan-floden på den anden side.

Vi tager trapperne op fra hovedgaden og går ned ad trapperne på bagsiden og kommer forbi flere helligdomme og flotte figurer på vejen ned. Da vi er vel nede igen, nyder vi en kold øl på Maolin Tavern.