Mekongfloden og Nam Khan-floden

Luang Prabangs centrum, der ligger på en halvø, har Mekongfloden til den ene side og Nam Khan-floden til den anden. Vi går tit ture langs disse floder, men lige for øjeblikket sker der nu ikke så meget på Nam Khan-floden, eftersom byen blev ramt af kraftige oversvømmelser i september måned, og da man stadig er i gang med at udbedre skaderne herfra. Det giver en del larm i dagtimerne. Normalt vil der på denne tid af året, hvilket vil sige uden for regntiden, være opført en lille bro, så man kan komme over på den anden side, men den er af samme grund ikke lavet i år. Der er imidlertidig en rigtig flot udsigt til bjergene syd for byen.

Mekongfloden er verdens 12. største flod. Den har sit udspring i Tibet og løber gennem Kina, Myanmar, Laos, Thailand, Cambodia og Vietnam. Her sker noget mere, da der dagen lang er en livlig bådtrafik med mange forskellige typer både, hvoraf de fleste nu sejler med turister. Der er desværre også et selskab, der har specialiseret sig i karaoketure, og det lyder virkelig forfærdeligt. Der er også en lille færge med plads til biler, som nærmest i pendulfart sejler over til den anden bred og tilbage igen.

Langs bredden ligger restauranterne på stribe, men langt de fleste er meget lokale steder med mad, som Hanne ikke kan tåle, og de ser nu heller ikke specielt hygiejniske ud. Vi spiser dog på en af dem en enkelt gang, hvilket er hyggeligt. Der er også flere af stederne, hvor man kan sidde og nyde solnedgangen, og det gør vi også et par gange. Her gælder det om at finde et sted, hvor man har et godt udsyn til bjergene, og hvor træerne ikke står i vejen. Der er desværre en del affald på skrænterne ned til floden, hvilket er en skam, men det er også vores indtryk, at en del af det rod, der er, stammer fra oversvømmelserne, som man ikke har fået ryddet op efter endnu.

De to floder gør virkelig Luang Prabang til noget helt særligt, og vi kommer til at savne vores mange gåture her.