Aosta Caffé Ristorante

Aosta, der er en italiensk restaurant, er den restaurant, der ligger tættest på vores lejlighed, og man skal næsten ikke gå op ad bakke for at komme hjem, hvilket er et klart plus. Vi kommer her ca. en gang om ugen. Den har åben hver dag fra kl. 19.00 til 22.30, og det er her, vi går ned, lige da vi er kommet, men hvor de så har lukket. Vi finder ud af, at de har meget få gæster – vi er nogle gange de eneste – så vi har på fornemmelsen, at de lukker, når de kan se, at der nok ikke kommer flere den aften. Vi kommer altid omkring kl. 20, da vi så kan være heldige, at vi ikke er alene.

Lokalet er lidt gammeldags indrettet og er ikke rigtig hyggeligt, men det hjælper, når de har tændt op i gaspejsen. De har et meget simpelt menukort med fem-seks forskellige pizzaer og en række pastaretter, hvor de dog aldrig har den med laks, som Jens Peter ellers morer sig lidt med at spørge efter hver gang. Hanne tager altid enten spaghetti bolognese eller spaghetti carbonara, og Jens Peter tager en pizza, og vi får altid serveret tre små bidder bruschetta med henholdsvis tomat, ost med pesto og hvidløgssmøreost, inden maden kommer på bordet. Den første aften tager vi et glas rødvin, men det smager ret dårligt, så fremover tager vi limonade. Vi kan få en pizza, en pastaret og en kande limonade for 145 kr. inkl. drikkepenge. En enkelt gang byder ejeren på en Limoncello efter maden.

Det er ejeren selv, der står i køkkenet, og vi kan se på døren, at han også fungerer som italiensk konsul i Sucre. Vi har indtryk af, at han bor oven på restauranten, for de gange, hvor vi er de eneste gæster, er tjeneren oppe at hente ham ned i køkkenet, når vi kommer. Der er tre tjenere, som skiftes til at være på arbejde, og især den ene af dem er utrolig sød. En af de andre er lidt irriterende, da hun altid larmer meget med sin telefon, når hun står oppe i baren; så meget, at det overdøver musikken i højttaleren. En enkelt aften er der utrolig travlt, da der pludselig er to lidt større selskaber samt flere små, så næsten alle borde er optaget. Vi må vente lidt på maden, og flere retter er udsolgt, bl.a. pizza, men det gør ikke så meget, da vi kan se, at vores yndlingstjener virkelig knokler og får temmelig røde kinder, som aftenen skrider frem.

Hanne er mere begejstret for maden, end Jens Peter er, men vi er enige om, at stedet ville være rigtig hyggeligt, hvis bare der var flere gæster. Restauranten ligger i et område, hvor man ikke lige kommer forbi, så man skal vide, at den ligger der. Vi håber, at de med tiden bliver bedre til at gøre reklame for sig selv.