Vores dagligdag
Sucre er en rigtig hyggelig by, og vi er rigtig glade for vores lejlighed. Udbuddet af restauranter er ikke så stort, men her er utrolig billigt, så vi spiser alligevel ude fire-fem gange om ugen. Vi nyder også at lave mad i vores gode køkken, så vi handler ind i supermarkedet SAS et par gange om ugen og på markedet Mercado Central mindst en gang om ugen. Da Jens Peter er blevet træt af at lede efter god yoghurt, begynder vi at spise ristet brød sammen om morgenen og må købe en ny brødrister, da den, der hører til lejligheden, går i stykker. Man kan ikke drikke vandet i hanen, men når vi har brug for at få leveret en 20-liters dunk med vand, skriver vi til Cecilia, og så kommer der en mand forbi. Det koster 13 kr.
Det er flere steder kun muligt at betale kontant, så vi vænner os til at hæve kontanter indimellem i en af de mange hæveautomater nede ved SAS, og når man ser bort fra gebyret til vores danske bank, er det heldigvis billigt at hæve penge, idet det kun koster 6-10 kr., afhængigt af det hævede beløbs størrelse.
Vi fejrer vores 34-års bryllupsdag, mens vi er her, med en lækker middag på den franske restaurant La Taverne, og Hannes 60-års fødselsdag bliver fejret med besøg på saltsletten Salar de Uyuni.
Sucre er som sagt en hyggelig og ikke mindst smuk by, men det er også en lille by, så det er lidt begrænset, hvor meget der er at se og opleve. Vi går rundt i alle gaderne i centrum, besøger de forskellige pladser og får også besøgt otte museer. Derudover tager vi fire dage på tur til Potosí og Salar de Uyuni; er på en halvdagstur, hvor vi besøger Yampara-befolkningen; og deltager i lidt forskellige aktiviteter i byen.
Et par gader nede ad Azurduy ligger Espacio Cultural Origenes, og her er vi til danseshow med middag. Det er et meget farvestrålende show, som gennem dans skildrer diversiteten i den bolivianske kultur, og vi har en hyggelig aften, selvom Hanne ikke er vild med maden.
Vi er på en guidet gåtur med guiden José sammen med nogle franskmænd og et par schweizere. Der er i det hele taget mange fransktalende turister i byen og meget få amerikanere, hvilket vi ikke er så vant til. Vi mødes med guiden på Plaza Monteagudo, hvorfra vi kører med en minibus op til Recoleta; det passer os fint, at vi ikke skal gå derop. Vi går ned til byen igen og gør bl.a. holdt i et lille galleri, hvor vi efterfølgende køber et billede. Vi besøger Plaza de Armas, er inde i en smuk gård tilhørende universitetet, besøger kirken Iglesia de San Francisco og drikker en juice i Mercado Central. Vi slutter turen af med et besøg i Parque Simón Bolivar, hvor Bolivias højesteret og Sucres svar på Eiffeltårnet ligger. Det er en fin tur, hvor vi får en god introduktion til de vigtigste steder i byen, men vi bliver ikke så meget klogere på byens og landets historie.
Der er rigtig mange helligdage, mens vi bor i Sucre, og især uafhængighedsdagen den 25. maj er en stor dag med mange timers optog både på selve dagen og dagen før. Den 24. maj er der optog med alle skoleklasserne i byen, så der er børn overalt, og den 25. maj om aftenen er det militærets, politiets og andre offentligt ansattes tur. Efter at have kigget på optog i halvanden time går vi på Florin for at få noget at spise, og da vi vender tilbage til Plaza de Armas, er de stadig i gang. Man kan i øvrigt næsten gætte sig til, hvornår der snart sker noget i byen, da skoler og andre øver sig højlydt på trommer flere dage i forvejen og ofte på de samme meget få ensformige melodier. Det kan man godt blive lidt træt af at høre på.
I weekenden den 3.-4. juni er der racerløb i gaderne i Sucre, og det er rigtig festligt inde på Plaza de Armas, hvor alle bilerne er linet op. Det virker nu ikke specielt sikkert, når de i meget høj fart kører gennem de smalle gader, hvor publikum står på fortovet uden nogen form for afspærring eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Der er flere helligdage, hvor der ikke er trafik inde omkring Plaza de Armas, og en enkelt søndag er byen spærret for trafik helt ud til vores lejlighed. Det undrer os lidt, at der ikke er flere butikker og caféer, der benytter sig af, at der er flere mennesker på gaden disse dage; de holder lukket som alle andre søndage.
Kort tid efter vi er kommet, falder vi i snak med fire unge fyre fra Vejle, og da de hører, vi skal være her i næsten tre måneder, spørger de, hvad vi gør med visum, da man jo kun har 30 dage visumfrit. Det kommer bag på os, for det vidste vi ikke. Det viser sig, at man under pandemien har ændret reglerne fra 90 dage til 30 dage, men det er heldigvis let at få forlænget med 2x30 dage, hvis man bare møder op inden udløb af visumperioden. Vi går ned på immigrationskontoret, som ligger i gaden Bolivar, med vores pas samt kopi af siden med billede og siden med vores indrejsestempel; det koster ikke noget som dansker, og vi kommer hurtigt til begge gange og får et stempel med 30 dage ekstra. Vi bliver dog enige om, at vi skal blive lidt bedre til at tjekke de gældende visumregler, da de jo åbenbart kan ændre sig undervejs.
Som tiden går, bliver der flere dage, hvor vi ikke laver så meget, da Sucre er en lille by, når man skal bo her i tre måneder. Jens Peter går flere gange nogle ture alene, da Hanne efterhånden er godt træt af både højden og bakkerne, og de sidste par uger er vi begge ret trætte af både Sucre og Sydamerika og glæder os virkelig meget til at skifte verdensdel efter to år. Det er nok ikke helt fair over for Sucre, men sådan er det nok, når man er klar til at rykke videre.
