Cais da Ribeira
Strækningen langs floden Douro neden for Portos centrum hedder Ribeira. Dette område var oprindeligt byens kommercielle centrum, og det var her, store sejlskibe bragte lasten af varer fra fjerne egne ind. I dag er området på UNESCOs Verdensarvsliste, og der ligger restauranter og barer langs kajen, så man kan sidde og kigge på floden, mens man spiser eller nyder et glas vin. Strækningen er egentlig ikke særlig lang, men husene har utrolig charmerende facader, og der er et fint kig til broen Ponte de Dom Luís I og til portvinshusene på den anden side af floden. Bagved finder man flere små smalle gader.
Vi sætter os et par gange, mens der er åbent, og får den ene gang et glas vin og den anden gang en stout. Vi besøger også området et par gange, mens der er lukket. Der er ikke på noget tidspunkt mange mennesker her, men vi har set billeder herfra fra andre tider, hvor der er sort af mennesker. Det sidste stykke ned til floden er meget stejlt, så de gange, vi er hernede, tager vi en lille kabelbane op igen på det stejleste sted.