Lockdown og vores dagligdag

Inden vi kommer til Porto, har vi gjort, hvad vi kunne, for at sikre os imod lockdown, så det kommer lidt bag på os, da Carla, som tager imod os, siger, at man forventer, at alt undtagen fødevarebutikker lukker ned i 15 dage fra fredag den 15. januar, fire dage efter vi er kommet. Vi beslutter os dog for at opleve så meget som muligt på disse dage og tænker, at 15 dage går hurtigt. Det viser sig jo desværre at blive noget længere.

Da alt lukker ned, er vi den første uges tid i tvivl om, hvor meget vi må gå ud, da regeringen opfordrer til, at man kun går ud for at handle, og at man lørdag og søndag så vidt muligt skal holde sig indendøre efter kl. 13.00. Vi finder dog ud af, at man godt må gå en tur, i forbindelse med at man køber ind, så det gør vi. I weekenden er byen dog helt øde efter kl. 13, så da er det knap så hyggeligt at gå ud.

Alle supermarkeder, bagere og andre fødevarebutikker må som sagt gerne holde åbent, og dertil kommer andre essentielle butikker, hvor det ikke er alle, der giver mening for os. Isenkræmmere, telebutikker, elektronikforretninger og blomsterhandlere er blandt dem, der gerne må holde åbent, men parkerne er lukkede, og det er ikke tilladt at sætte sig på en bænk, så de er viklet ind i afspærringstape. Efter et stykke tid har supermarkederne lov at holde åbent til kl. 17 i weekenden, men de fleste handler stadig inden kl. 13.

I starten tror vi på, at perioden med lockdown er begrænset, men efterhånden mister vi lidt modet, da perioden bliver ved med at blive forlænget hver 14. dag. Til sidst kommer regeringen med en plan for genåbning, men det er desværre først, da vi nærmer os det tidspunkt, hvor vi skal rejse. Den 15. marts åbner parkerne, det bliver tilladt at sidde på en bænk, og boghandlere samt frisører og lignende erhverv får lov at åbne. Der åbnes også for dørsalg for nogle butikker. Den 5. april åbner alle butikker, der har en dør ud til gaden, og restauranterne får tilladelse til udeservering. Først den 19. april åbner alt, og vi rejser den 13. april. I tiden op til den 5. april har de forretningsdrivende travlt med at pynte op i vinduerne med nye varer, barerne får leveret øl, og man gør klar til udeservering med reparation af terrasser og rengøring af møbler.

Lige da vi kommer til byen, har vi fantastisk vejr, men kort tid efter indførelsen af lockdown har vi en længere periode med kraftigt regnvejr, så da gør det knap så meget, at vi ikke kan gå ud. Lejligheden er den bedste, vi har boet i indtil videre, så det er meget heldigt, når vi nu skal opholde os her så meget. Jens Peter har en periode, hvor han har travlt med arbejde, og Hanne får læst en masse bøger. Vi arbejder også en del med at designe vores rejsesite og skrive tekst dertil samt finde billeder frem. 

Vi går ud for at handle hver dag, besøger byens kirker og lærer i det hele taget byen at kende. Det ærgrer os, at vi ikke kan opleve byen, som den normalt er, da den virker meget charmerende med mange hyggelige steder. Vi tager også på lidt længere ture, men er dog begrænset af, at vi ikke må sætte os nogen steder, og at de offentlige toiletter er lukkede. Vi skal bære mundbind alle steder, også udendørs, hvilket godt kan være lidt ubehageligt, når man går op ad bakke. Der er det en fordel, at der ikke er så mange folk på gaden, så vi kan tage det af en gang imellem.

Vi finder ud af, hvordan den offentlige transport virker. Første gang vi skal med en bus, køber vi to billetter i en kiosk, hvor der er fyldt på til to ture. Efterfølgende går vi op til metrostationen Trindade, som ligger tæt på, hvor vi bor – der kan vi fylde på vores kort, og det er nemt at se, hvad zonerne koster. Når vi derefter stiger ind i bus eller metro, skal vi bare tjekke ind.

Batteriet i Hannes armbåndsur løber tør for strøm, og da vi ikke umiddelbart kan finde et sted at få skiftet batteriet, beslutter hun sig for at gå uden ur for første gang, siden hun startede i 1. klasse. Indtil videre går det fint.

Hanne vågner en morgen og har fået en kraftig betændelse i den ene øreflip. Hun har prøvet det en gang før og ved, at hun er nødt til at få fat i en læge, så hun kan få en recept på penicillin. Hun finder ud af, at der findes noget, der hedder Doctor For You, som henvender sig til udlændinge. Man kan booke en tid til samme dag i eget hjem, og de taler engelsk – en konsultation koster 85 euro. Kl. 16 kommer lægen Pedro – en ung og meget sympatisk mand. Han udskriver hurtigt en recept på antibiotika og noget smertestillende, som Jens Peter henter på apoteket. Der går ca. 14 dage, inden det er helt væk, men det forsvinder da heldigvis. Vi anmelder det til vores forsikringsselskab, og de er hurtige til at behandle vores sag. Der er dog en selvrisiko på 70 euro, så vi får ikke refunderet så meget.

Vores forsikring hos World Nomads løber indtil udgangen af april, og vi beslutter os for at skifte forsikringsselskab, i forbindelse med at vi rejser videre. Der er flere, der anbefaler SafetyWing, og der er flere ting, der gør, at vi beslutter at skifte til dem. Deres hjemmeside er noget nemmere at finde rundt på, de dækker sygdom ved COVID-19, de har ikke helt samme krav om fast bopæl, og man betaler månedsvis og kan til enhver tid stoppe betalingerne. Nu må vi se – forhåbentlig får vi slet ikke brug for hjælp.

Vi forsøger i hele perioden at holde humøret højt, men har begge nogle dage, hvor vi synes, det hele er lidt træls, da det ikke ligefrem var det, vi drømte om, da vi tog afsted. Vi er dog enige om, at det nok havde været værre, hvis vi var blevet i København, da alt det, vi normalt lavede i løbet af en uge, ikke ville have været muligt. Her har vi trods alt mulighed for at gå rundt i en ny by.