Den sidste uge
Butikkerne får som sagt lov at åbne mandag den 5. april, og restauranterne får tilladelse til udendørsservering, hvilket vil sige, at vi har travlt, da vi skal rejse tirsdag den 13. april. Vi bruger dagene på at besøge forskellige restauranter både til morgenmad, frokost og aftensmad, og vi får besøgt forskellige barer og nyder at kunne sidde i solen med en øl eller et glas vin uden mundbind på.
Vi får besøgt forskellige forretninger, så vi kan få lidt souvenir med fra byen – vi køber bl.a. postkort, magnet, t-shirt og bordskånere.
Vi er nede ved floden to gange og får besøgt begge sider af floden. Der er desværre endnu ikke åbnet op for besøg i portvinshusene, og der er heller ingen sejlads på floden. Vi prøver dog en enkelt portvinssmagning på en restauranterne, men det bliver nu aldrig vores yndlingsdrik.
Vi får lidt en overraskelse, da vi går ned for at handle i Pingo Doce om lørdagen omkring kl. 14, da stort set alt er lukket igen. Det viser sig, at lempelserne af restriktionerne ikke gælder i weekenden, så vi har pludselig to dage mindre end forventet.
Vi har ryddet ud i vores tøj og har også besluttet at sende en kasse hjem til Niels med de ting, vi har købt, så kufferterne kan blive lidt lettere. Vi har købt en vase og nogle små skåle i keramik i Nicaragua, og vi har købt en lampe og nogle træskåle i A Coruña. Derudover har vi oprindeligt taget nogle ting med, som vi beslutter at sende hjem – bl.a. alle vores magneter, som vi alligevel aldrig får hængt op.
Vi finder et firma, der hedder Mail Boxes Etc. – en kurértjeneste, som benytter UPS. Vi vælger at bruge dem, da de tilbyder at pakke hver enkelt ting ind i bobleplast til en yderst fornuftig pris. Vi sender ca. 10 kg og kommer af med 44 euro for fragt, materialer og indpakning. Alt kommer godt frem til Sverige på seks dage.
Da vi skal kunne dokumentere, at vi har et ærinde i Spanien for at kunne krydse grænsen, og da vi også kan risikere at skulle vise, hvor lang tid vi skal bo i Mexico City, når vi skal gennem immigrationen, beslutter vi os for at printe alle nødvendige papirer. Det får vi klaret i boghandlen nede ved siden af Froiz.