Byens historiske centrum
Portos historiske centrum har været på UNESCOs Verdensarvsliste siden 1996, og i dette område finder man mange af byens historiske bygninger, bl.a. domkirken og banegården. Den store plads foran rådhuset ligger på grænsen mellem den nye og den gamle del af Porto, og den gamle bydel ligger syd for denne plads og strækker sig ned til Cais da Ribeira og floden samt området med portvinshusene på den anden side af floden i byen Vila Nova de Gaia.
Det er utroligt hyggeligt at gå rundt i dette område, som består af mange meget smalle og brostensbelagte gader, og det går mange steder meget stejlt både op og ned. Flere af disse gader er kun for fodgængere, og husene, der ligger her, er meget små – flere kan dateres tilbage til middelalderen. Mange af dem kunne nu også trænge til en kærlig hånd, og de folk, der bor her, ser ikke ud til at have meget at gøre med.