Vores område
Vi bor i den centrale del af Porto oppe på en af flere bakker i byen. Det betyder, at vi, næsten uanset hvor vi tager hen, altid skal gå op ad bakke, når vi skal hjem igen. Det føles hårdt i starten, men det bliver lidt nemmere, som tiden går.
Vores lejlighed ligger på Praça do Coronel Pacheco, der er en lille plads med flere store træer og en parkeringsplads i midten, hvor der altid er en ældre mand, der fungerer som selvbestaltet parkeringsvagt. Der sidder også ofte et par mænd på en bænk og drikker øl, men de passer nu sig selv. Når vi kommer ud af vores gadedør, ligger der et hotel på højre side af pladsen, og til venstre ligger der en stor forladt bygning, og der er en meget stejl ensrettet vej, der fører ned til en mindre gågade. Over for vores bygning ligger en forskningsafdeling af Portos universitet, og der ligger også en meget lille, men køn kirke.
Den gågade, der ligger i vores område, er forholdsvis smal med mange mindre butikker og flere fastfoodrestauranter. Der er ingen kendte mærkevarer, og butikkerne henvender sig nok primært til dem, der har knap så mange penge. Der ligger en stor gågade i den østlige ende af centrum, som mere ligner den type indkøbsstrøg, man kender fra andre storbyer. Vi går primært ned på vores gågade, når vi skal handle i det lokale supermarked Pingo Doce, og ølbaren Catraio ligger der også.
Hvis vi går over i det øverste højre hjørne af pladsen i forhold til vores gadedør, kommer man til en smal vej, der går forbi butikken, hvor vi køber vand, og derefter op til Praça da República – omdøbt til Folkets Plads af Jens Peter. På vej derop kommer vi forbi mange små antikvitets- og genbrugsbutikker, og tæt på vores plads ligger O Sótão da Tia Becas, der er en butik med en masse gammelt legetøj, som vi besøger en enkelt gang. På vej derop kommer vi også forbi et suppekøkken, så området omkring Praça da República og den Pingo Doce, der ligger der, bærer lidt præg af det publikum, som kommer der.
Drejer vi til højre ved gadedøren og fortsætter ligeud, kommer vi forbi den lokale bager. Vi sætter os ind og får en kop kaffe og en kage en af de første dage, men det er nu ikke noget at skrive hjem om. Derefter kommer en smal brostensbelagt gade, som ender ved et gammelt kapel og en trappe ned til gaden nedenfor. Vi kan også vælge at dreje til højre med det samme, hvorefter vi kommer til et lille hyggeligt torv med en fontæne og derefter caféen Nicolau. Der kan man dreje til venstre af den vej, hvor vores vinhandel ligger, og så kommer man hen, hvor trappen går ned. Fortsætter man ligeud, kommer man ned til supermarkedet Froiz, og bliver man ved med at gå ligeud, kommer man over i den øvrige del af centrum, hvor bl.a. den store gågade ligger.
Fortsætter man ligeud ved Nicolau, kommer man til det utrolig hyggelige torv Praça de Carlos Alberto, hvor der ligger flere restauranter, og fortsætter man endnu længere, kommer man til pladsen, hvor Portos universitet ligger. Går man længe nok, ender man nede ved floden – det tager ca. 20 minutter.