BBGourmet Bolhão
Den dag, vi kommer til byen, starter vi med at gå ind mod den store gågade og beslutter os for at finde noget frokost på vejen. Vi kommer forbi et lille hyggeligt torv på gaden Rua de Fernandes Tomás, hvor der ligger en pæn restaurant, BBGourmet. Vi sætter os ind og får en burger, der er den bedste siden Nicaragua.
Efter genåbningen kommer vi der nogle gange, da der er masser af sol om eftermiddagen, og da der altid kommer mange mennesker forbi, så det er hyggeligt at sidde der. Den ene gang får vi en sangria med hvidvin, anden gang en fadøl, og dagen inden afrejse går vi derind for at få en sen morgenmad. Det har de dog ikke, så det bliver til en tidlig frokost i stedet for.
Hanne får risotto, og Jens Peter beslutter sig for en ret, som Porto er kendt for – det er ved at være sidste chance. Den hedder francesinha, og det er en sandwich med skinke, kalvekød og pølse. Den er dækket af ost med et spejlæg ovenpå, og den ligger oven på en større sø af krydret tomatsovs. Der serveres pommes frites til. Den smager godt, så Jens Peter fortryder lidt, at han ikke har prøvet den noget før.