Salento

Efter en bustur fra Manizales til Pereira og derfra til Salento ankommer vi til den lille by først på eftermiddagen om tirsdagen. Salento er en meget lille by med omkring 7.000 indbyggere, og den ligger knap 1.900 m over havets overflade, så der er lidt køligere end i Medellín. Vi oplever både fuld sol, regnvejr og kraftig tåge, mens vi er her. Busstationen ligger i udkanten af byen, så vi skal gå nogle gader for at komme frem til vores hotel, og byen er temmelig bakket. Vi har booket to nætter på Hotel Salento Real, der ligger tæt på byens hovedgade – man skal dog op ad en meget stejl gade fra hotellet for at komme derop. Vores værelse er fint, men udsigten over byen, som de reklamerer med, er nu bare over en skolegård, da der ligger en skole overfor – morgenmaden er dog god, receptionisterne er søde, og det er billigt, så vi er godt tilfredse. Vi har booket to nætter, men ender med at tage en ekstra overnatning, da hele den ene dag går med udflugter til nationalpark og kaffeplantage.

Salento er kendt for at være en kaffeby, for sine mange farvestrålende huse og for at ligge tæt på nationalparken Valle del Cocora. Vi starter med at gå ind på torvet, hvor vi tager en kop kaffe og en kage, og derefter tjekker vi, hvordan vi nemmest kommer ud til nationalparken dagen efter. Vi finder ud af, at der kører jeeps derud inde fra torvet flere gange om dagen, og at man bare skal møde op. Der er et lille bur, hvor der sidder en kraftig mand, som styrer byens taxaservice, hvilket er en række jeeps, og hans humør er lidt svingende, men det lykkes os dog at kommunikere med ham. Første afgang næste dag er kl. 9.00, så den beslutter vi os for at tage, så vi kan nå et besøg på en kaffeplantage om eftermiddagen. Vi finder et sted, hvor vi kan få en øl, inden vi tager et smut hjem på hotellet.

Det virker ikke til, at der er så mange turister i byen, og mange restauranter lukker allerede kl. 21 om aftenen, så vi går lidt tidligt ud for at spise. Den helt store specialitet i byen er ørred, som fanges i de nærliggende floder, og den fås i alle afskygninger. Vi finder en hyggelig restaurant, hvor der er temmelig mørkt, men maden er rigtig god. Jens Peter får ørred med bl.a. kokos, og Hanne får ørred med bechamelsovs, champignons og gratineret ost. 

Onsdag går med vores to udflugter, og torsdag bruger vi på at kigge lidt mere på byen. Vi starter med at finde en telebutik, da Hanne har glemt sin oplader til telefonen på værelset i Manizales, og derefter går vi op på busstationen for at købe billetter til Medellín til dagen efter. Vi bruger det meste af dagen på at gå rundt i gaderne og får også købt lidt souvenirs. Vi spiser frokost på en stor og meget populær restaurant på torvet, hvor Hanne får ørred med hvidløg og rejer, og Jens Peter får en anden fisk. Alle fisk serveres i øvrigt med både hoved og hale. Vi har en hyggelig og afslappende dag og er glade for, at vi valgte at blive en ekstra dag. Om aftenen får vi en lidt halvkedelig sandwich, men frokosten var jo heldigvis god.