Ankomst

Efter lidt forsinkelse i Mexico Citys lufthavn lander vi i Medellíns lufthavn lidt før midnat onsdag den 4. august 2021. Vi kommer forholdsvis hurtigt gennem immigrationen, og vi bliver ikke bedt om nogen dokumentation for, hvor længe vi skal være her, eller hvor vi skal hen herfra. Vi går til bagagebåndet og får vores kufferter, hæver nogle penge og køber et par sandwich med hjem, da vi slet ikke har fået noget i flyet. Vi går ud til taxaholdepladsen, og vi har fået at vide, at vi skal tage de hvide og blå taxaer, og at der er en fast pris ind til Medellín. Der holder ingen taxaer, og indtil flere “sorte” taxachauffører forsøger at kapre os, men vi holder fast i, at vi kun vil med de hvide og blå. Der er lidt øde, men der kommer heldigvis en vogn; vi bliver enige om prisen, og vi kører mod lejligheden. Vi kommer igennem den 8,2 km lange tunnel Túnel de Oriente på vej ind – en tunnel, der blev færdig i 2019 efter mange års forsinkelse.

Vi kommer frem til lejligheden, og vagten åbner for taxaen og hjælper os op med bagagen. Vi har fået en kode, som vi skal bruge for at komme ind i lejligheden, men vi kan ikke få den til at virke. Klokken er omkring 1.15, og vagten gør, hvad han kan, for at hjælpe, men uanset hvad vi gør for at taste koden, sker der ingenting. Han forsøger med et kort, han har liggende, og Jens Peter skriver på WhatsApp til både Sandra, der ejer lejligheden, og Alex, der arbejder på administrationskontoret, men ingen svarer. Vagten taler i øvrigt et temmelig uforståeligt spansk og ikke et ord engelsk. Efter en times tid, hvor vi efterhånden ikke aner, hvad vi skal gøre, får vagten vækket et par unge fyre længere oppe i ejendommen, og de ved heldigvis, hvad der skal til. Man skal stryge fingrene stille og roligt ned over tastaturet, til alle tal lyser, hvorefter man kan indtaste koden. Klokken er nu omkring 2.15, og vi kommer ind i lejligheden – sandwichene er stort set uspiselige, så vi ender med bare at gå i seng.

Vi beder efterfølgende Alex om at få døren kodet om, da nu både vagten og et par andre beboere kender koden, men det er ikke bare noget, man lige gør. Det er ikke specielt betryggende, da alle, der tidligere har boet her, så også kender koden. Vi ender med at acceptere det, da der jo ikke kan komme nogen ind udefra, og da vi finder ud af, at vi kan låse døren, så længe vi er inde i lejligheden.