Bustur til Manizales og Salento

På anbefaling af Lilian tager vi på en længere bustur til henholdsvis Manizales og Salento, som ligger syd for Medellín. Der er kun godt 200 km fra Medellín til Manizales, men grundet bjergkørsel og en større strækning med vejarbejde tager turen seks timer.

Vi tager ned til busstationen i Medellín for at købe billetter til Manizales, nogle dage før vi skal afsted, og køber dem hos selskabet Empresa Arauca. Vi får en rigtig god betjening, og billetsælgeren låser sin bod af for at vise os hen til, hvor bussen holder, når vi skal med den mandag morgen den 20. september.

Vi er med en lidt mindre bus på turen fra Medellín til Manizales, og chaufføren kører frygtelig aggressivt hele vejen, som om han er bange for at komme for sent til noget. Han kører stærkt og meget tæt og overhaler hele tiden, også i sving uden udsyn både op og ned ad bjergene. Vi kører gennem en længere strækning med vejarbejde, hvor man skiftes til at holde for rødt i begge retninger, og også her lykkes det ham hver gang at overhale og komme først fra start. Vi gør holdt et sted for at spise frokost, men vi tager nu bare en cola, og vi når heldigvis frem til Manizales i god behold.

Næste dag, om tirsdagen, tager vi med bus fra Manizales til Pereira med selskabet Transportes Armenia, og også her bliver vi fulgt ud til bussen. Turen tager omkring en time, hvorefter vi skal skifte bus og videre til Salento med selskabet Alcala – en noget mere slidt bus med meget lidt benplads, men turen tager kun omkring 45 minutter. 

Da vi skal hjem fra Salento om fredagen den 24. september, kører vi med Flora Occidental, som har en direkte rute til Medellín. Turen tager otte timer, bussen er lidt større, og vi har en behagelig tur med stop på samme cafeteria som på vej herned. Chaufføren kører pænt hurtigt, men han er bedre til at holde afstand og tager slet ikke de samme chancer, når han overhaler.

I Medellín spiser vi en sandwich på busstationen, inden vi går ud for at finde en taxa hjem. Det er slet ikke så nemt, finder vi ud af, for der er ikke nogen af taxaerne, som vil have bagage med, til trods for at vi kun har en taske, som kan stå på forsædet. Lidt underligt, når nu de holder i kø foran en busstation. Vi går lidt væk fra indgangen og om på den anden side af bygningen, og det lykkes endelig at finde en taxa. Det er efterhånden blevet mørkt, og det er ikke et sted, man har alt for meget lyst til at gå rundt med bagage, kamera og computere.