Vores lejlighed
Vores lejlighed ligger i bydelen El Poblado på adressen Transversal 5d #39-24, lejlighed nr. 201. Den ligger på 2. sal, men er snarere en høj 1. sal. Der er elevator i bygningen, men det er lige så nemt at tage trappen. Vi skriver adressen ned i telefonen, så vi kan vise den til taxachaufførerne, da vi aldrig helt lærer logikken i adresserne her i byen. De fleste gader hedder enten carrera eller calle, men vi bor som noget lidt specielt på Transversal 5d. Vi finder ud af, at vores bygning hedder Castilla, hvilket også er en oplysning, som taxaerne kører efter.
Vi bor i et lidt pænere beboelseskvarter, hvor alle bygninger er hegnet ind, og man skal lukkes ind af en vagtmand. Der er vagt på 24/7, og det ser ud til, at de arbejder i treholdsskift. Den vagt, der hjælper os den første aften, er også ham, der er sværest at forstå, og som snakker allermest. Så er der en yngre vagt, som vi bare hilser på, og endnu en, som nogle gange kommer op i lejligheden for at vande alle vores altankasser. De sidste uger, vi bor her, dukker der en fjerde vagt op. Han er lidt speciel, og vi har svært ved at forstå, hvad han siger, men han virker meget lun. Det er meget betryggende at vide, at der altid er opsyn, og de er alle fire meget søde og hjælpsomme. Vi tager en taxa hjem et par gange, hvor vi har handlet stort ind, og da står de straks klar med en lille vogn, så vi kan køre vores indkøb op i elevatoren. Vi snakker om, at de må have et lidt kedeligt job, da de bare skal lukke folk ind og ud, og så bruger de en masse tid på at feje rundt omkring. Affald smides i en affaldsskakt, og alt til genbrug afleveres nede ved vagten.
Vi falder for lejligheden med det samme – det er den bedste, vi har boet i indtil nu. Man går direkte ind i køkkenet, som ligger til venstre for hoveddøren. Det er et stort og meget veludstyret køkken med stort gaskomfur og -ovn, mikrobølgeovn, opvaskemaskine og amerikanerkøleskab. Bag en foldedør er der både vaskemaskine og tørretumbler, og der er også adgang til et lille gæstebadeværelse med brusekabine – det vælger vi ikke at bruge. I skabene er der nye gryder og pander samt masser af knive, og der er skåle, ildfaste fade, brødrister, kaffemaskine, blender og stort set alt, hvad man kunne tænke sig at få brug for. Det eneste, der mangler, er bordskånere og en brødkniv, men den har vi selv med.
Efter køkkenet kommer en stor rummelig stue med et stort spisebord, to mindre sofaer og et rigtig flot møbel, der hænger på væggen til højre. I forlængelse af stuen kommer dels et arbejdsværelse, dels en skydedør ind til soveværelset, og på højre hånd er der en skydedør ind til et ekstra soveværelse samt badeværelse. Der er betongulv i hele lejligheden, men ellers er der masser af farver over det hele – både på gulve, lofter, paneler og møbler. Stuen har orange paneler samt lilla vægge og lofter, sofaen er orange, og spisebordsstolene er pink. Arbejdsværelset er grønt, soveværelset er lyserødt, og overalt er der masser af detaljer med malerier, tegninger, sjove lamper og pudsige pyntegenstande, og der er i alt tre fjernsyn i lejligheden. Soveværelset har eget badeværelse og walk-in closet, og der er aircondition, men det får vi ikke brug for.
Vi får at vide, at der er rengøring en gang om måneden med i prisen, og at vi kan vælge at betale for yderligere rengøring; det koster 135 kr. pr. gang. Vi beder om en ekstra gang om måneden og aftaler, at hun skal komme kl. 11.00 hver anden torsdag. Hun er her ca. tre timer pr. gang, og hun gør rent og skifter håndklæder og sengetøj, og vi er tilfredse med kvaliteten. Det eneste kritikpunkt i forhold til lejligheden er, at det er svært at lave aftaler med administratoren Alex, da han hele tiden glemmer, hvor ofte vi skal have rengøring, og hvornår hun skal komme. På et tidspunkt løber dørlåsen tør for batteri, og på et andet tidspunkt kommer der vand ned fra loftet i det lille gæstebadeværelse, men da reagerer han heldigvis hurtigt begge gange.