Den offentlige transport

Hvis der er én ting, Yogyakarta ikke løber tør for lige foreløbig, er det cykeltaxaer. De fleste er med motor, men der er også enkelte, som kommer frem ved ren pedalkraft. De er over hele byen, men når man kommer lidt væk fra den mest centrale del, er de nu ikke helt så lette at finde, hvad vi prøver et par gange. Men på Jl. Malioboro og på Jl. Sosrowijayan, hvor vi går hver dag, er der virkelig mange, og der er ikke meget gang i forretningen. Mange af chaufførerne ligger og sover i deres vogne store dele af dagen, så det kan ikke være det mest spændende arbejde. 

Vi kører med dem i alt fire gange, og alt efter afstanden betaler vi mellem 22 og 44 kr. for en tur, og vi vælger ikke at prutte om prisen. Den største udfordring for os er at finde en vogn, hvor sædet er bredt nok til, at vi begge kan sidde der, samtidig med at alle chaufførerne prøver at overbevise os om, at deres er den helt rigtige vogn.

Det er også muligt at blive fragtet rundt med hestevogn, og de holder også på stribe på Jl. Malioboro. Vi tager en hestevogn hjem nede fra vandpaladset, men ellers foretrækker vi en cykeltaxa, som er noget billigere. Prisen for en hestevogn er ca. 85 kr., hvilket jo er rimeligt nok, da der er plads til en hel familie, men vi er jo kun to personer.

Der kører jævnligt bybusser ned ad Jl. Malioboro, men vi finder aldrig rigtig ud af, hvor de kører hen. Vi tager dog en bus hjem fra bydelen Kotagede og en anden bus, da vi skal besøge området syd for sultanpaladset, og det fungerer udmærket, og billetprisen er kun 1,50 kr. På turen sydpå bliver vi studeret indgående af en flok skolepiger, som slet ikke kan komme over, at vi er med lige præcis deres bus. Stoppestederne er lidt specielle, da man skal op på en platform, hvorfra man kan træde direkte ind i bussen. Problemet er bare, at chaufførerne ikke er særlig gode til at holde tæt på platformen, så vi er glade for, at vi har lange ben.