Taman Sari Water Palace
Taman Sari Water Palace ligger et par kilometer syd for Yogyakartas centrum, og vi beslutter os for at gå derned. Vi har en hyggelig tur gennem nogle af de charmerende smøger, og vi kommer også gennem det lille marked Pasar Ngasem, hvor vi sætter os og drikker en cola. Her falder vi i snak med et par mænd, som straks begynder at tale om badminton, da de hører, vi kommer fra Danmark.
Vi har lidt svært ved at finde selve paladset og kommer gennem et par gamle ruiner, inden vi finder frem til billetkontoret. Opførelsen af Taman Sari blev påbegyndt under Sultan Hamengkubuwono I's regeringstid (1755-1792), den første sultan af Yogyakarta-sultanatet, og blev færdiggjort under Sultan Hamengkubuwono II’s regeringstid. Det er et ret lille palads, men det er meget charmerende, så vi får da taget lidt billeder og slutter af med noget at drikke i caféen ved siden af. Vi gider ikke at gå hele vejen hjem igen, og da vi ikke kan finde en cykeltaxa, der er bred nok, ender vi med at tage en hestevogn.