Le Blé French

Le Blé French

Der ligger caféer på stort set hvert gadehjørne i Recoleta, men vi kan anbefale et besøg på Le Blé French, hvor kaffen er god, croissanterne er lækre, og tjenerne er søde.

Der er mange borde både ude og inde, så du kan altid få en plads.

Martina Fondues

Martina Fondues

Martina Fondues er en rigtig hyggelig lokal restaurant i Recoleta, og vi kan klart anbefale et besøg, da betjeningen er helt i top. Deres ostefondue er måske ikke den bedste, men deres andre retter smager dejligt, og hvis man slutter af med en affogato, kan det ikke gå helt galt.

Man skal huske, at de har lukket om søndagen.

Perito Moreno-gletsjeren

Perito Moreno-gletsjeren

Et besøg ved gletsjeren Perito Moreno tæt ved byen El Calafate hører til en af de helt store naturoplevelser i Argentina. Vi havde booket en tur med guide, som lod os få et par timer på egen hånd ved gletsjeren, hvorefter vi var ude at sejle en time. Det kan klart anbefales.

Pingvinerne i Ushuaia

Pingvinerne i Ushuaia

Er man så heldig at besøge Ushuaia i det sydligste Argentina, kan vi på det kraftigste anbefale en gåtur blandt pingviner. Man sejler med båd ud til en ø, hvor der er virkelig mange pingviner, og her går man i land og kommer helt tæt på pingvinerne i en hel time.

En oplevelse af de helt store.

El Viejo Almacén

Show hos El Viejo Almacén

Udbuddet af tangoshows i Buenos Aires er stort, og vi er sikre på, at kvaliteten de fleste steder er høj. Hvis man kun skal se et show, kan vi dog anbefale El Viejo Almacén, som er et af de ældste steder i byen. Her er man helt tæt på scenen, hvilket gør det helt specielt.

Har du mulighed for at se flere shows, skal du se et af de store steder også, da det er en anden oplevelse.

Cementerio de la Recoleta

Cementerio de la Recoleta

Kirkegården i Recoleta er en af de helt store seværdigheder i Buenos Aires, og vi kan klart anbefale et besøg. Hvis du har mulighed for at booke en guide, får du et større udbytte af turen, da der knytter sig mange historier til de forskellige mausoleer, som du ellers går glip af.

Bagefter kan du eventuelt nyde en frokost på en af de mange caféer eller restauranter, som ligger lige ved siden af kirkegården.

Palacio Barolo

Indgangshallen i Palacio Barolo

Palacio Barolo på Av. de Mayo er en helt speciel og meget smuk bygning, hvor man kan komme på en guidet rundvisning, hvilket bestemt kan anbefales. Der knytter sig en helt speciel historie til bygningen, og den er meget smukt vedligeholdt.

Vi gik ind fra gaden og fik billetter til en rundvisning en time efter.

Teatro Colón

En af salene på Teatro Colón

Teatro Colón er et af de mest anerkendte operahuse i verden, og er man i Buenos Aires, skal man bestemt tage på en rundvisning. Her er virkelig smukt, og selve salen med lysene tændt er hele besøget værd.

Der er rundvisninger hver dag, men de er meget populære, så vi anbefaler, at man køber billet et par dage i forvejen.

El Ateneo Grand Splendid

El Ateneo Grand Splendid

El Ateneo Grand Splendid er kåret til en af verdens smukkeste boghandler og er indrettet i et gammelt teater. Uanset om man interesserer sig for bøger eller ej, kan man ikke andet end at blive imponeret, da her er virkelig flot.

Der er en lille café, hvor man kan få en let frokost eller en kop kaffe.

La Boca

Farverige La Boca

La Boca er et af de mest farverige kvarterer i Buenos Aires, og selvom vi ikke vil anbefale, at man bor her, må man ikke snyde sig selv for et besøg. Hvis man vil have lidt ekstra ud af besøget, kan vi klart anbefale en guidet gåtur, og så kan man jo selv gå rundt på egen hånd bagefter.

Vi garanterer, at du kommer til at tage et hav af billeder.