Øvrige restauranter
På gaden José Tamayo, meget tæt på lejligheden, ligger burgerbaren Hamburguesas del SESE, og der kommer vi nogle gange. Burgerne er fine, prisen er lav, og de har en god stout, men det er nu bare en fastfoodrestaurant. På parallelvejen til vores vej ligger Ecuaviche Veintimilla, som er en fastfoodfiskerestaurant, der er utrolig populær med meget lang kø ved frokosttid. De lukker hver dag kl. 18, men vi er der et par gange til frokost, og maden er rigtig god. De starter altid med at servere en portion popcorn. Der ligger også en noget dyrere fiskerestaurant i vores område, som hedder Marenostrum, hvor vi kommer en enkelt gang. Maden er virkelig lækker, men betjeningen er lidt pudsig.
I området la Floresta tager vi op nogle gange, både til frokost og aftensmad.
Vi får virkelig god, men også dyr sushi, hos NOE sushi bar og virkelig dårligt lavet og kedelig sushi hos Maki Sushi Bar. Bedste værdi for pengene, når det gælder sushi, er hos Sushi Zo, som har et tilbud med “All you can eat” for 17 dollars – lokalet er kedeligt, men sushien er virkelig god.
Da vi lige er kommet, besøger vi den italienske restaurant La Vieja Europa, hvor vi får rigtig god pasta. De lover at skrive til os på WhatsApp, da de har planer om et julearrangement, men vi hører aldrig noget. Vi besøger også Al Forno, men her er maden kedelig.
Vi får rigtig god, men også meget dyr mad på Tributo Restaurante – vi vidste ikke, at der var så dyrt – og gode lammekoteletter hos Lammhaus, som har specialiseret sig i lam. Det er et meget gammeldags sted, og betjeningen er lidt mærkelig – de kan i øvrigt ikke et ord engelsk.
På vej ud til Parque Carolina og El Jardín Mall kommer vi forbi et lille område, som hedder La Pradera Megaplaza, hvor flere restauranter er samlet, og her spiser vi frokost en dag; vi er også herinde til en enkelt øl.