Vores område
Da vi skal finde en lejlighed i Quito, spørger vi os for rundt omkring, og mange, bl.a. Elwin, som vi mødte i Oaxaca, anbefaler området La Floresta. Hvis man kigger på et bykort, ligger La Floresta nogenlunde midt i byen og lidt østpå i dette midterstykke. Her er desværre ingen ledige lejligheder, så vi forsøger at finde noget tæt på og kan se, at der er et område, Mariscal Sucre, som ligger lidt længere mod vest, hvor det virker til, at der også er en del butikker og restauranter – her er dog heller ikke noget, som er brugbart. Vi ender med at finde en lejlighed, som ligger i et mindre beboelsesområde, som ligger midt imellem La Floresta og Mariscal Sucre. Området ligger mellem to forholdsvis brede veje, så vi skal krydse Av. 12 de Octubre for at komme til La Floresta og Av. 6 de Diciembre for at komme til Mariscal Sucre.
Vi ender med at blive glade for at bo i dette forholdsvis lille område, da her er meget fredeligt, og de fleste bygninger er pæne og velholdte. Vi går rigtig tit ad vejen José Tamayo, da det er her, caféen Tres Gatos og restauranten Marcando ligger, og da det samtidig er den vej, vi tager op til supermarkedet. På denne vej kommer vi forbi en ejendom med to hunde, som især i starten giver os et chok, da de gør helt hysterisk, når man går forbi. Ellers er her ret stille, når man ser bort fra nogle bilalarmer og musikken fra gasbilen, når den kører rundt. Det er et område med få butikker og restauranter, så det er lidt begrænset, hvad man kan foretage sig. Ifølge Renata er her ellers normalt meget livligt, da der ligger tre universiteter tæt på, men grundet corona er der mange, som kun studerer hjemmefra i øjeblikket.
I La Floresta ligger supermarkedet Supermaxi, og derfra og nordpå går gaden Av. Isabel la Católica, hvor restauranter og caféer ligger på stribe. Øst for denne gade ligger et hyggeligt beboelseskvarter, som var det område, hvor vi blev anbefalet at bo. Det er dog et forholdsvis lille område, og også her er der meget få folk på gaden.
Mariscal Sucre er nok det område, som overrasker os mest og desværre på en negativ måde. Vi kan læse os til, at det er et område med mange restauranter og barer, og især Plaza Foch skulle være stedet, hvor man går i byen – det kan vi slet ikke genkende. Vi kan forstå på Santiago, som vi møder til vinsmagning, og andre, vi snakker med, at dette område virkelig har lidt under COVID-19 og de manglende turister. Det hele ser frygtelig slidt og lukket ud, og mange hostals, butikker og restauranter ser ud til at være lukket permanent. Vi finder flere steder på Google, som ikke længere findes, og Plaza Foch er en trist plads med få steder åbne og nogle cigaretsælgere, som sælger cigaretter stykvis. Vi er her ganske vist ikke om aftenen, men når man ser, hvor få mennesker der er om dagen, er det heller ikke et sted, man har lyst til at gå hen efter mørkets frembrud. Vi går tur herovre flere gange, men helhedsindtrykket er, at det hele er lidt trøstesløst.