Parque La Carolina og Jardín Botanico
Parque La Carolina ligger nord for vores lejligheden, og området omkring parken er et attraktivt sted for expatter, da her skulle være rimelig sikkert, og da her er mange restauranter. Parque La Carolina er en meget stor park, og vi besøger kun den sydlige del, som ligger ved siden af shoppingcenteret El Jardín. Om søndagen er her mange mennesker, i hvert fald når solen skinner, og som i mange andre parker i Latinamerika er der en del gadehandlere, hvor mange sælger mad og drikke. I denne ende af parken er der et område med kanaler, hvor man kan sejle rundt på vandcykler, og man kan gå over flere broer. En dag i parken kommer Jens Peter op at diskutere med en mand, hvis hund er lidt nærgående, hvorfor Jens Peter forsøger at vifte den væk. Manden hidser sig op, da han ikke mener, at Jens Peter behandler hunden respektfuldt; han er temmelig ubehagelig, så vi beslutter os for bare at gå videre.
Vi besøger også den botaniske have, som ligger inde i Parque La Carolina. Her er mange træer og blomster fra Ecuador, bl.a. en større samling orkideer, og der er også en japansk afdeling med en samling af bonsaitræer. Der er kun få drivhuse, da de fleste planter kan tåle at være udenfor, eftersom klimaet jo er rimelig ens hele året. Her er ganske hyggeligt, og vi slutter af med en is, inden vi går videre.