Tahiti rundt – 1. tur
Da vi har boet i Papeete i en måned, beslutter vi os for at leje en bil og køre Tahiti rundt. Vi har lidt problemer med at finde Tahiti Rent, som er det biludlejningsfirma, der har fået de bedste anmeldelser og samtidig udlejer til fornuftige priser, men det lykkes, og vi lejer en bil onsdag den 23. august og henter den kl. 9.00. Det koster kun ca. 460 kr. for en dag, inkl. forsikring, fri kilometer og benzin, så det er ikke så slemt.
Formålet er at køre øen rundt og holde ind forskellige interessante steder; det er en tur på knap 110 km, og hvis man kører uden stop, tager det ca. to timer. Vi har på forhånd plottet nogle steder ind, som vi har fundet på Google, og vi er enige om, at vi når dem, vi kan, og så må vi leje bil igen, hvis ikke vi når det hele. Midten af øen er dækket af vulkanske bjerge og regnskov og skulle være utrolig smuk, men der går kun én vej gennem øen, og den vælger vi at tage med chauffør og firehjulstrækker på et senere tidspunkt.
Første stop bliver ved den smukke strand Plage Vaiava, hvor der er en flot udsigt til øen Moorea. Vandet er helt klart, og vi dypper fødderne og bliver enige om at tage tilbage en dag for at bade. Vi kører videre og holder ind ved en lille marina, besøger de to grotter Grottes De Mara'a og holder ind ved surferstranden Taharuu, hvor sandet er sort, og der er godt gang i bølgerne. Der er rigtig gode surferstrande på Tahiti, og når Paris i 2024 er vært for OL, vil surfingkonkurrencerne blive afholdt her. Vi besøger derefter de smukke vandhaver Jardin d'Eau de Vaipahi med vandfald, søer og flotte træer og blomster, og så er det tid til frokost.
Vi er kommet ca. halvvejs rundt om øen og kører ud til restauranten La Plage de Maui, der ligger på en halvø på den sydøstlige side af Tahiti. Restauranten ligger helt ud til vandet, og vi er heldige at få et bord ved det åbne vindue, så vi kan sidde og kigge på de mange fisk i det krystalklare vand. Hanne får en tallerken med skaldyr samt tun og andre fisk, og Jens Peter får tuntatar. Når folk er færdige med at spise, kan vi se, at tjenerne smider alle brød- og fiskerester ned til fiskene, som kaster sig over maden, så det hygger vi os også med at gøre, da vi er færdige med at spise. Klokken er efterhånden blevet mange, og bilen skal afleveres inden kl. 16, så vi må springe kaffen og de resterende seværdigheder over og køre tilbage til Papeete.
Vi har haft en virkelig dejlig dag og er enige om at leje bil igen på et senere tidspunkt, så vi kan komme ud at bade og besøge de sidste par seværdigheder.