Afrejse
Vi rejser fra Papeete til New Zealand meget tidligt om morgenen mandag den 16. oktober 2023, og søndagen bruger vi på at pakke, drikke en sidste øl på Le Moana og for sidste gang nyde de lækre franske specialiteter i lejligheden om aftenen.
Kainoa henter os kl. 1.15 for at køre os i lufthavnen, og i afskedsgave giver han os begge en halskæde af sneglehuse samt en muslingeskal til at stille som pynt på bordet. Vi får hurtigt tjekket ind og afleveret vores bagage hos Air New Zealand, og for første gang i lang tid bliver vi bedt om at vise dokumentation for vores videre rejse ud af New Zealand. Vi har heldigvis billetter til Melbourne i Australien.
Vi tager en sidste ananassaft, inden vi boarder, og vi letter til tiden kl. 3.15 med kurs mod Auckland og derfra videre til Christchurch.