Bute

Bute står for Buenas Tertulias, hvilket betyder gode sammenkomster, og det er en restaurant, som ligger på hjørnet af Chile og Gral. Espejo lige op til Plaza Independencia. Vi spiser der en af de første dage, og det er egentlig lidt et tilfælde, at det ender med at blive et af vores stamsteder. Det skyldes dels, at der er åbent hver dag både dag og aften, at kvaliteten er fin og priserne i den lave ende, men nok især, at vi får en utrolig god betjening af tjeneren Rodrigo, som altid virker glad for at se os og meget gerne vil snakke med os på spansk. En aften, vi kommer ind, kan vi høre ham fortælle nogle andre gæster, at vi er fra Danmark, og vi er lidt imponerede over, at han kan huske det. Udvalget af mad er ikke så stort, så vi ender ofte med en milanesa med kartoffelmos og et par glas Malbec. En milanesa er en meget tynd paneret schnitzel, ofte med et par spejlæg på. Det er i øvrigt på Bute, at vi første gang bliver præsenteret for en vinautomat.