Argentina og Mendoza
Argentina ligger i den sydlige del af Sydamerika og grænser op til Chile i vest, Bolivia og Paraguay i nord, Brasilien i nordøst, Uruguay og Atlanterhavet i øst og Drakestrædet i syd. Arealmæssigt er Argentina det næststørste land i Sydamerika og verdens største spansktalende land, og det har en befolkning på ca. 47 mio. Colombia er lidt større rent befolkningsmæssigt, og Brasilien er meget større, både areal- og befolkningsmæssigt. Hovedstaden er Buenos Aires, som ligger ud til Atlanterhavet, og planen er at tage dertil senere på året.
Mendoza, hvor vi skal bo i to måneder, ligger i den vestlige ende af landet på nogenlunde linje med Buenos Aires. Den ligger meget tæt på Andesbjergene og den chilenske grænse, tæt på Santiago. Det samlede byområde Gran Mendoza har en befolkning på ca. 800.000 og er dermed Argentinas fjerdestørste by. I selve byen Mendoza bor der dog kun ca. 112.000, hvilket gør, at der er en dejlig afslappet provinsstemning. En væsentlig grund til, at vi har valgt Mendoza, er, at det er landets vigtigste vinby, idet den står for 70% af den samlede vinproduktion. Mendozas indtægter er i øvrigt fordelt på ca. 1/3 fra vinavl, ca. 1/3 fra turisme og den sidste tredjedel fra industri, olie og naturgas.
I hele Gran Mendoza er der høje træer langs gadernes fortov i begge sider af vejen, hvor hovedparten af disse er platantræer. Formålet med træerne er afkøling og skygge om sommeren, hvor temperaturen i perioder når over 40 grader. Vi er her heldigvis om efteråret, hvor det er knap så varmt. Det officielle antal er ca. 80.000 træer langs gaderne i Gran Mendoza, hvilket gør det til en meget grøn og hyggelig by at gå tur i.
På Google Maps kan du finde mange af de steder, vi besøgte i Mendoza og omegn.