Valle de Uco
Vi køber endnu en vintur gennem Trout & Wine; denne gang til Valle de Uco, som ligger lidt sydligere end Luján de Cuyo, hvor vi var sidst. Vi bliver hentet herhjemme fredag den 20. maj af guiden Florencia, hvorefter vi samler Ed og Deborah op lidt længere oppe ad vejen; et amerikansk søskendepar, hvor han bor i Californien og hun i Buenos Aires. Derefter henter vi Casey fra Arizona, som går meget op i mad og har planer om at besøge 50 Michelin-restauranter rundt om i verden, herunder Noma i København. De to sidste deltagere er pudsigt nok Emilie og Frederik fra Aarhus, som vi helt tilfældigt hilste på dagen før hos Western Union, da de hørte, vi snakkede dansk. Det er rigtig hyggeligt og sjovt, at danskerne dermed er i overtal.
Valle de Uco er et noget nyere vindistrikt, hvor de første vingårde først blev etableret i 1988. Området betragtes som en af de bedste vinregioner i Argentina, og mange af vingårdene er ejet af familier fra Frankrig og Italien; det bliver i øvrigt mere og mere almindeligt at drive gårdene økologisk.
Vi starter med et besøg på vingården Familia Blanco Wines, hvor vi bliver budt velkommen med et glas rosévin. Vi får en kort rundvisning, hvor vi får mulighed for at smage på en vin direkte fra tønden, hvorefter det er tid til smagning af dagens tre første vine, og vi får lækre oste til.
Derefter går turen til Masi Tupungato, som har seks vingårde i området omkring Verona i Italien og en her i Valle de Uco. Vi starter med et besøg i deres have, hvor der er udsigt over markerne, og hvor vores guide fortæller om gården og produktionen, som er økologisk. Vi går derefter indenfor i deres lagerhal, hvorefter det er tid til at smage tre vine.
Da Valle de Uco ligger lidt længere væk fra Mendoza end Luján de Cuyo, er der kun tre besøg på programmet, så sidste stop er hos Andeluna, hvor vi får en rigtig god frokost med fem retter og tilhørende vine. Stedet ligger fuldstændig fantastisk, der er en virkelig flot udsigt til Andesbjergene, og vi hygger os med de andre.
Vi får ikke helt så meget at vide om de enkelte steder eller om vinproduktion i det hele taget, som vi gjorde sidste gang, men til gengæld har vi det rigtig godt sammen med de andre deltagere, så vi har en dejlig dag og er knap så berusede som sidst.