Sunset cruise
Når man går langs Mekongfloden, bliver man konstant kontaktet af folk, som gerne vil sælge en tur på floden for at nyde solnedgangen. Det vil vi rigtig gerne, men vi bruger også en del tid på at finde den rigtige tur. Det er vigtigt for os at finde et sted, hvor vi føler, at vi kan komme sikkert ned til båden, hvilket er lidt af en udfordring, da mange af skrænterne og de oprindelige trapper er ødelagt af oversvømmelserne. Vi vil også gerne finde en båd uden karaoke eller anden alt for larmende underholdning, og så skal det også være en dag, hvor der ikke er alt for mange skyer. Efter et par uger lykkes det os at finde et selskab, der hedder Senglao Cafe & Cruise, og her køber vi billetter til samme aften. Der er godt nok underholdning i form af laotisk musik og dans, men de lover os, at det er helt stille og roligt, og at vi kan få et bord nede bagved. Solen går ned omkring kl. 17.45, så turen starter kl. 16.30, og vi er tilbage kl. 18.00.
Vi skal være der kl. 16.10, og vi bliver hurtigt ført sikkert ned ad trapperne til båden. Vi har fået et bord, der næsten er alt for langt tilbage, men da der ikke er så mange ombord, får vi rykket lidt rundt, så vi ender med at få en god plads. Vi starter med at sejle nordpå og kommer forbi det sted, hvor Nam Khan-floden løber ud i Mekongfloden, og det er hyggeligt at se byen fra en ny vinkel. Vi sejler stille og roligt, musikken er meget afdæmpet, og undervejs bliver der serveret en alkoholfri drink og forskellige laotiske snacks. Efter en halv times tid vender båden, og vi sejler mod bjergene, så det ender med, at vi er det helt rigtige sted, da solen går ned; det er meget smukt. Derefter sejler vi tilbage til byen, hvor alle restauranterne langs bredden nu har tændt lys. Vi er enige om, at vi har haft det hyggeligt, og at vi valgte den rigtige tur.