Singapores restauranter, caféer og barer
Vi får rigtig god mad i de fire dage, vi besøger Singapore. Der ligger et par hyggelige steder meget tæt på hotellet, men der er også et større restaurationsområde, hvis vi går om på den anden side af Ann Siang Hill Park. Den første aften får vi lækker fransk mad på Joséphine, og om onsdagen får vi en dejlig burger med bearnaisesovs på Picanhas', der ligger tæt på vores hotel. Torsdag aften finder vi den hyggelige vinbar 13% Wine Bistro, og her får vi en lækker tallerken med terrine, rillette, pølse og oste samt god rødvin. Fredag aften har vi lidt svært ved at finde et bord, men vi ender på Chapter 3, hvor vi også får god fransk mad.
Da vi ankommer til Singapore ud på eftermiddagen om tirsdagen, tager vi en let frokost i form af en sandwich på den hyggelige café Maxi Coffee Bar, der ligger lidt længere nede ad gaden. Her ender vi med at spise morgenmad både onsdag, torsdag og fredag. Caféen Nakey, som ligger midt i Chinatown, besøger vi to gange for at få noget koldt at drikke.
Den første eftermiddag går vi ned til Boat Quay, hvor vi får en øl på baren 1826, og på vej hjem fra Gardens by the Bay om onsdagen besøger vi mikrobryggeriet LeVel33 på 33. etage, som er det højest beliggende mikrobryggeri i en bygning i verden. Deres stout er lidt kedelig, men udsigten er fantastisk. Fredag eftermiddag får vi en øl på American Taproom. Vi får også besøgt de to kendte barer Long Bar på Raffles Hotel og CÉ LA VI på toppen af Marina Bay Sands. Der er desværre mange gode restauranter og barer i Singapore, som vi ikke når at besøge.