Sultanpaladset Kraton

Da vi første gang tager ned for at besøge sultanpaladset i Yogyakarta, viser det sig at have lukket, men vi har heldigvis bedre held to dage efter. Man kan gå derned på en halv time ved at gå stik syd ad Jl. Malioboro, men grundet varmen vælger vi begge gange at tage en cykeltaxa derned, og så går vi hjem. 

Sultanpaladset Kraton Ngayogyakarta Hadiningrat er sæde for den regerende sultan af Yogyakarta og hans familie. Paladskomplekset blev bygget i årene 1755-1756 til Yogyakartas første sultan, men det meste af det nuværende palads blev dog bygget af den ottende sultan, der regerede fra 1921-1939. 

Der er flere smukke træbygninger, der er bygget i den traditionelle javanesiske arkitektoniske stil, hvilket bl.a. vil sige, at de er dekoreret med forskellige motiver fra naturen. De fleste bygninger kan vi kun se udefra, men der er mange flotte detaljer og smukke pavilloner samt et par udstillinger, der fortæller om sultanfamilien, og vi får taget en del billeder.