Vores lejlighed
Vores lille lejlighed ligger på adressen Jl. Sosrowijayan, Gang II, Casa Sosrowijayan, 1. sal. Jl. Sosrowijayan er en sidevej til hovedgaden Jl. Malioboro, og Gang II henviser til, at vi bor i smøge nr. 2 på højre hånd, når man kommer oppe fra Malioboro. Vi bor på 1. sal i et hus, der består af to små lejligheder, som begge udlejes. Vores smøge er meget smal, og det er ikke tilladt at køre igennem på motorcykel, men det bliver nu ikke altid respekteret. Her ligger mange meget små hoteller og små lejligheder, som udlejes til turister, og her er også et par restauranter, flere vaskerier og et lille bedehus, hvilket vi tydeligt kan høre, når der bliver kaldt til bøn fem gange om dagen. Her bor også mange lokale, og ved indgangen til smøgen sidder der typisk to-tre mænd, som vi hilser på hver dag. De to unge fyre, som har opsyn med og gør rent i de to lejligheder, møder vi også tit.
Trappen op til lejligheden er ret stejl, så vi er lidt forsigtige, når vi går op og ned. Det er den mindste lejlighed, vi endnu har boet i, da den består af et enkelt rum samt badeværelse. Når man kommer ind, står sengen til højre, der er en lille sofa til venstre, hvor vi har vores kufferter liggende, da her ikke er noget garderobeskab, og bag ved sofaen står et meget lille bord, som bliver Jens Peters arbejdsplads. Køkkenet er lille og ikke specielt veludstyret, og det kommer vi ikke til at bruge. Ikke kun på grund af køkkenets stand, men også fordi udvalget og kvaliteten af varerne i supermarkedet er dårligt. Vandet i hanen kan ikke drikkes, men vi kan bare skrive til udlejeren, og så får vi leveret en eller to af de helt store dunke med drikkevand. Det bruger vi også for en sikkerheds skyld i elkedlen, når vi koger vand til kaffe. Vi betaler 20 kr. for 2 x 19 liter inkl. levering, hvilket er billigere end i Nicaragua. Badeværelset ligger til venstre for sengen, og selvom det ikke er det mest moderne, fungerer det udmærket. Her er ikke varmt vand i hanerne, men bruseren er tilkoblet en varmtvandsbeholder, så her er masser af varmt vand. Man skal bare lige huske at skylle ud i toilettet eller åbne for vandet i hanen, hvis trykket falder, så fungerer det fint. Vi har en aircondition, som vi i starten har tændt det meste af tiden, da her virkelig er varmt. Vi bliver dog begge forkølede og har svært ved at komme af med vores hoste, så efter en uges tid slukker vi for den om natten, hvilket hjælper.
Vi har en rigtig god kommunikation med vores udlejer, og med i prisen, som er den billigste husleje på hele vores tur, er en ugentlig rengøring, hvor vi får skiftet håndklæder og sengetøj, og hvis vi lægger penge, får vi også leveret vand. Det går bedre end forventet at bo på så lidt plads, selvom det ville have været rart med et garderobeskab, men servicen er god, vores wi-fi fungerer, og beliggenheden er perfekt. Vi er rigtig glade for, at vi har valgt at bo i denne del af byen, da vi hver dag og især aften går lige ud i den livlige og meget positive by med masser af mennesker, cykeltaxaer, hestevogne og gadekøkkener. Eftersom vi bor i en af smøgerne, er her helt stille efter kl. 23, hvilket er dejligt. Vi finder ud af, at der er et område i den sydlige del af byen, hvor der bor flere expatter og turister, og hvor der er flere vestlige restauranter og barer, men vi fortryder ikke vores valg.