Butikkerne

På Jl. Malioboro er der et usædvanligt stort antal butikker, som sælger batik, t-shirts og souvenirs, men de fleste har ofte forbavsende få kunder, så det er utroligt, at de kan løbe rundt. Her er også flere tøjbutikker, som henvender sig primært til muslimer. Vi besøger de lidt pænere butikker nogle gange, hvor især Hamzah Batik, som vi besøger på vores guidede gåtur, er enorm med et kæmpe udvalg af varer. Hen over tid får Hanne købt en t-shirt, en kaffekop og et armbånd til samlingen, og derudover køber vi en lille skål og et par magneter. En aften køber vi et dyrt stykke lokal chokolade i en af de pæne butikker, men det smager desværre af absolut ingenting.

Der er et stort antal butikker, som sælger det lokale bagværk bakpia, som har forskelligt fyld, bl.a. chokolade og bønnemos, og de er alle meget velbesøgte, og folk køber kassevis med hjem. Det sælges også i løs vægt, og der er hygiejnen måske ikke den bedste. Vi køber nogle pakker, og selvom de små kager smager af forbavsende lidt, synes Jens Peter, at de er meget gode, mens Hanne er mindre begejstret.

Her er også en del guld- og sølvsmede, som er meget gammeldags indrettet med gitter hele vejen rundt, og på vores guidede gåtur hører vi historien om en lille butik, der i dag er delt op i to. Der var to sønner, som arvede butikken efter deres far, og da de ikke kunne blive enige om, hvad de skulle handle med, er der nu tobaksbutik i den ene halvdel og salg af naturmedicin i den anden halvdel. Her er også en række butikker, som sælger mange sjove ting, og hvor nogle af dem ser ud til at være rimelig proppet med varer.

Vi bliver ofte tilbudt et besøg i et af de gallerier, som sælger batikbilleder; de ligger ofte i en af sidegaderne, og de har folk placeret på Jl. Malioboro, som skal forsøge at lokke turisterne til et besøg. Vi møder den samme mand et par gange, og da han snakker godt for sin sag, besøger vi galleriet et par dage efter og køber også et lille billede. Det bliver solgt uden ramme, så det kan være i en kuvert og fylder ingenting. En uges tid efter bliver vi lokket til et andet besøg, men har egentlig ikke intentioner om at købe mere. Vi bliver budt på te og finder også et billede, som vi rigtig godt kan lide, men de vil have 2.000.000 IDR, hvilket svarer til ca. 850 kr., så vi siger nej tak og går igen. Vi gav 500.000 for det, vi købte ugen før. Vi ender med at blive lidt trætte af dem, for inden vi er nået op for enden af gaden, er prisen faldet til 1.000.000, og da han stopper os senere på dagen, kan vi få det for 700.000. Hvis han var startet med en mere rimelig pris, var vi måske endt med at købe det, men nu er vi egentlig mest irriterede.

Når man ser bort fra gadekøkkenerne og folk, der sælger drikkevarer, er der ikke helt så mange gadehandlere, som vi har oplevet mange steder i Mellem- og Sydamerika. En ting, som dog bliver solgt, og som er nyt for os, er tørklædeholdere til de mange muslimske kvinder. De minder lidt om de slipseholdere, som var meget fremme, da vi var unge. Der går nogle rundt og spiller guitar, og der er et par blinde, som går op og ned ad Jl. Malioboro, mens de synger, men ellers er der ikke specielt mange tiggere.