Vores dagligdag

Vi vil helst spise morgenmad hjemme, så vi bruger lidt tid i starten på at forsøge at finde et supermarked, hvor vi kan købe yoghurt, men det lykkes ikke, når man ser bort fra nogle meget små bægre, som vi ikke rigtig kan bruge til noget. En bager med ordentlig brød finder vi heller ikke. Efter nogle forsøg med at spise morgenmad ude, ender det med, at vi hver dag går op til bageren Elder i centeret, hvor vi køber et par croissanter til dagen efter. Det er ikke optimalt, og vi bliver også trætte af det i længden.

Om eftermiddagen går vi oftest en tur og får derefter en is eller en kop iskaffe eller iste, medmindre vi har planer om at besøge en seværdighed eller andet. Det bliver for det meste til nogle forholdsvis korte gåture, da her simpelthen er for varmt, men vi hygger os med at besøge nogle af butikkerne på Jl. Malioboro eller med at gå rundt i nogle af de mange små smøger. Vi føler os godt tilpas, da der er mange, der hilser på os med et “hallo”, og som tiden går, begynder de også at kommentere på, at vi bor så længe i byen. Ellers er den bemærkning, vi oftest får, at vi er så høje, og om vi så ikke kommer fra Holland. Det bliver lidt trættende i længden, men det er også lidt sjovt, for hvis vi så svarer, at vi kommer fra Danmark, er der mange, der straks nævner Morten Frost og Michael Laudrup. En enkelt gang er der også en, der kan huske Sven Pri, en dansk badmintonspiller, der var aktiv i 1960’erne og 70’erne. Vi bliver stoppet af nogle teenagepiger en aften, som vil høre, om de må tage en selfie sammen med os, og vi møder en flok skoledrenge, som frygtelig gerne vil fotograferes, så det bliver de selvfølgelig.

Om aftenen går vi typisk ud, når der er bønnekald omkring kl. 18.40. Vi bor jo i et muslimsk land, hvor der er bønnekald fem gange om dagen, og da der ligger et lille bedehus i vores smøge, er det ikke noget, vi kan undgå at høre. Jens Peter synes, det er lidt irriterende, mens Hanne ikke rigtig når at blive træt af det, bortset fra det om natten. Det er solens stilling på himlen, der bestemmer, hvornår der kaldes til bøn, så tidspunktet rykker sig lidt i den tid, vi bor her. I starten er det omkring kl. 4.20, kl. 11.45, kl. 15.00, kl. 17.40 og kl. 18.40. Vi spiser typisk til aften på de samme seks til otte restauranter, hvilket bliver lidt ensformigt, men det er også hyggeligt at blive genkendt rundt omkring. 

Vi besøger de få seværdigheder, der er i byen, og er på en enkelt heldagstur til de flotte templer i området, men ellers holder vi os for det meste til området omkring Jl. Malioboro, som vi kommer til at kende rigtig godt. En enkelt gang går vi op til rundkørslen Tugu Yogyakarta, hvor vi drejer til højre ud ad Jl. Jend. Sudirman for at se lidt mere af byen. Vi besøger indkøbscenteret Galeria Mall, som nu ikke er noget særligt, og fortsætter ud til biografen Empire XXI. Det viser sig, at den seneste film med Ryan Gosling starter om 20 minutter, så vi køber billetter til “The Fall Guy” og får forsynet os med popcorn og iste. Handlingen udspiller sig i Sydney, hvilket er meget sjovt, når vi nu lige har været der. En biografbillet koster i øvrigt kun 26 kr., men popcornene er noget dyrere.

Lørdag den 25. maj kan vi om eftermiddagen se, at man er ved at sætte scener op flere steder langs Jl. Malioboro. Vi spørger oppe i caféen Excelso, om de ved, hvad der skal ske, og vi får at vide, at der er et kulturelt arrangement om aftenen med forskellige former for underholdning. Vi finder ud af, at det hedder Yogyakarta Cross Culture, og at det starter kl. 19.00 og slutter kl. 21.00. Vi går op på Jl. Malioboro kl. 18.30, og her er sort af mennesker, og vejen er helt spærret for trafik. Kl. 19.00 rejser alle sig op, og der bliver sunget nationalsang, og derefter går den første halve time med diverse officielle taler, som bliver transmitteret på storskærm – det bliver lidt ensformigt, og især borgmesteren har frygtelig meget at sige. Omkring kl. 19.30 begynder underholdningen i form af forskellige former for dans og musik på de forskellige scener. Vi går lidt rundt, men er også inde og spise på et tidspunkt. Præcis kl. 21.00 åbner man op for trafikken igen, selvom der stadig er gang i festen, og biler og især motorcykler begynder at køre indimellem publikum. Vi synes, det virker som meget arbejde for bare to timer.

Mandag den 27. maj fejrer vi vores 35-års bryllupsdag, men vi har efterhånden set, hvad der er at se i byen, så det bliver bare til en iste og en pandekage om eftermiddagen og steak og øl på Roaster And Bear om aftenen.
Selvom der ikke sker alverden, og vi ikke oplever så meget, som vi har gjort andre steder, nyder vi vores syv uger i Yogyakarta, som er en meget charmerende by.