Fransk Polynesien | Papeete | Restaurant

JOJO Pizza To’ata

JOJO Pizza To’ata med levende musik

Hvis du en aften får lyst til en pizza, så kan vi klart anbefale JOJO Pizza To’ata. De har et meget stort udvalg af lækre pizzaer, og betjeningen er både god og hurtig. Hvis du er heldig, er der også levende musik.

Kom tidligt, hvis du vil være sikker på at få et bord.

Nicaragua | San Juan de Oriente | Seværdighed

Keramikværksted

San Juan de Oriente

Byen San Juan de Oriente er kendt for sin keramik, så der er mulighed for at besøge mange butikker og værksteder. Vi kan anbefale et besøg på El Taller Escuela de Cerámica Valentín López, der også fungerer som skole, så keramiktraditionerne i byen kan føres videre.

Der er naturligvis også en lille butik, så du kan købe flotte ting med hjem.

Ecuador | Quito | Mikrobryggeri

Kimo's Cerveza Artesanal

Kimos ølkort

Vi opholdt os nogen tid i Quito og prøvede en stribe forskellige øl fra flere mikrobryggerier, og Kimo's var klart bedre end de andre.

Kimo har en vision om at lære ecuadorianerne at drikke øl og gerne mange forskellige typer. Han deltog i 2021 i en konkurrence, hvor han vandt sølvmedalje for sin red ale, men vores favorit er uden tvivl stouten Cacao Nibs, som til trods for sin lave alkoholprocent på 5% er meget fyldig med en markant smag af kakao.

Malaysia | Kuala Lumpur | Zoo

KL Bird Park

KL Bird Park

KL Bird Park ligger i Botanisk Have og er en meget stor overdækket del af haven, hvor fuglene flyver frit omkring. Her er mange specielle og flotte arter, og man kan sagtens bruge et par timer, da her er hyggeligt, og så kommer man helt tæt på fuglene.

Vi kan også anbefale et besøg i sommerfugleparken, der ligger 10 minutters gang derfra.

Malaysia | Kuala Lumpur | Seværdighed

KL Tower

KL Tower

KL Tower er et telekommunikationstårn, hvor man kan nyde udsigten over Kuala Lumpur og ikke mindst se Petronas Towers og de mange andre ikoniske bygninger i byen. Om aftenen er der fuld gang i lyset, og det skifter farve hele tiden.

Hvis du vælger at gå dertil, skal du være opmærksom på, at du kan tage en gratis shuttlebus det sidste stykke, så du slipper for den værste bakke. 

Australien | Sydney | Restaurant

Knird

Knird

Knird er en lille vinbar, som ligger nord for Sydney centrum i bydelen Crows Nest. Det er et lille lokalt sted, som er meget populært, og hvor man hurtigt føler sig hjemme. Her er et stort vinkort og også flere små deleretter, men man skal ikke regne med, at menukortet altid er helt opdateret.

De anbefaler, at man bestiller bord fredag aften, men det lykkedes nu altid os at få en plads.

Argentina | Mendoza | Steakhouse

La Barra

Tomahawk hos La Barra

Der er mange steder i Mendoza, hvor man kan få godt kød, men et af de hyggeligste steder er efter vores mening La Barra på Av. Belgrano. Lokalet er rigtig hyggeligt og betjeningen helt i top, og så kan man følge med i tilberedelsen af kødet på grillen i gårdhaven.

Vi kan anbefale deres asado de tira.

Argentina | Buenos Aires | Byområde

La Boca

Farverige La Boca

La Boca er et af de mest farverige kvarterer i Buenos Aires, og selvom vi ikke vil anbefale, at man bor her, må man ikke snyde sig selv for et besøg. Hvis man vil have lidt ekstra ud af besøget, kan vi klart anbefale en guidet gåtur, og så kan man jo selv gå rundt på egen hånd bagefter.

Vi garanterer, at du kommer til at tage et hav af billeder.