Bolivia | Sucre | Restaurant

Bienmesabe

Bienmesabe i Sucre

Bienmesabe er en rigtig hyggelig venezuelansk restaurant, hvor man får rigtig god mad til billige penge. Vi kan anbefale den venezuelanske specialitet cachapa, som er en speciel form for madpandekage med mange forskellige typer fyld.

Et populært sted for både lokale og turister.

Bolivia | Sucre | Mikrobryggeri

Brewcraft

Baren hos Brewcraft

Brewcraft er et rigtig hyggeligt lokalt bryggeri med gode øl og rigtig gode burgere. Du får en god betjening, og fredag og lørdag er her en god stemning, hvor mange lokale mødes til en øl og en gang billard.

Følg dem på Facebook, så du kan se, hvilke fredage de har levende musik.

Bolivia | La Paz | Restaurant

Gustu

En Gustu-ret

Gustu er uden sammenligning den bedste restaurant, vi har besøgt i Bolivia, og måske ovenikøbet den bedste restaurant, vi har besøgt i Latinamerika. Maden er helt fantastisk og en sand fryd for øjet, og betjeningen er også helt i top. Og så gør det jo ikke noget, at her også er billigt.

Man bliver jo helt stolt over at være dansk.

Bolivia | Sucre | Museum

Iglesia de San Felipe de Neri

Fra taget af Iglesia de San Felipe de Neri

Iglesia de San Felipe de Neri er efter vores mening Sucres smukkeste seværdighed. Du kan besøge klostergården og kirken, men det er først oppe på taget, at man rigtig ser, hvor smukt her er. Her kommer udtrykket Den hvide by rigtig til sin ret.

Husk, at der kun er åben om eftermiddagen, da stedet i dag fungerer som skole.

Bolivia | La Paz | Restaurant

La Suisse Restaurante

Udsigt fra bordet i La Suisse

La Suisse Restaurante i bydelen Calacoto er bestemt et besøg værd. Den ligger på 38. etage, og her er en dejlig udsigt; især om aftenen med alle de tændte lys. Maden er også rigtig god, og tjenerne er søde.

Når du bestiller bord, skal du huske at nævne, at du gerne vil sidde ved vinduet.

Bolivia | La Paz | Seværdighed

Mercado de Las Brujas

Mercado de Las Brujas

Når man er i La Paz, skal man helt klart besøge Mercado de Las Brujas, som betyder Heksemarkedet. Det helt specielle ved dette marked er de mange mumificerede lamafostre og døde lamakalve, som sælges i rigtig mange af butikkerne, idet de efter sigende bringer held, hvis man begraver dem i forbindelse med opførelsen af et nyt hus.

Det er lidt makabert, men også helt specielt, så det må man ikke snyde sig selv for.

Bolivia | Sucre | Byområde

Recoleta

Seværdighed i Recoleta

Recoleta er et rigtig smukt område, som ligger sydøst for Sucres centrale plads, Plaza de Armas, og det er virkelig et besøg værd. Her er en fin lille plads med en smuk søjlegang, hvor der er en flot udsigt over byen. Gå rundt i de små hyggelige gader med de mange hvide huse, og besøg også gerne det lokale tekstilmuseum.

Du skal gå temmelig meget op ad bakke for at komme hertil, så du kan overveje at tage en taxa.

Bolivia | Uyuni | Seværdighed

Salar de Uyuni

Salar de Uyuni

Salar de Uyuni er verdens største saltslette og er helt sikkert Bolivias største seværdighed. Uanset om du kommer i eller uden for regntiden, er det en kæmpe oplevelse, som ikke kan sammenlignes med ret meget andet.

Sørg for at få en god guide, som kan køre dig rundt og også gerne sørge for en god frokost ude midt i ingenting.