Den offentlige transport

Sydney har en rigtig god offentlig transport, som er nem at bruge. Man kan tjekke ind og ud ved hjælp af sit kreditkort, men vi vælger at få et Opal card, som vi kan sætte penge ind på nede i supermarkedet på stationen, da vi godt kan lide at have styr på, hvor meget vi bruger.

Kortet gælder både til tog, busser og letbane samt til 10 færgelinjer, så man kan komme rundt i det store havneområde. Man skal altid tjekke ind og ud, også selvom man f.eks. skifter fra tog til letbane. Skifter man til et andet tog, bliver man inden for de apparater, hvor man skal stemple, og så koster det ikke ekstra. Prisen afhænger af, hvornår på dagen man kører, og hvor langt man kører; det er billigst uden for myldretid og i weekenderne. Færgerne er noget dyrere end busser og tog, men der er et maksimum på, hvor meget man kan komme af med dagligt og ugentligt, så man har nogenlunde styr på, hvor mange penge man bruger. Det er rigtig behageligt og hurtigt at køre med tog, mens det straks er lidt mere udfordrende at køre med bus, da nogle af chaufførerne kører lige vildt nok. Langt de fleste gange tager vi toget ind til Wynyard eller til Town Hall, og hvis vi skal med færge fra Circular Quay, skifter vi typisk tog på Wynyard, hvorfra vi kører et enkelt stop. Vi kan også tage letbanen, som kører til Circular Quay ad George Street fra både Town Hall og Wynyard, men så koster det ekstra. Turen fra vores station St Leonard til stationen Wynyard i centrum går over Sydney Harbour Bridge og tager 15 minutter, så det kan næsten ikke være nemmere.