Butikkerne og daglige indkøb

Butikkerne i Sydney ligner de butikker, man kan finde i de fleste storbyer i Europa og Nordamerika, selvom der selvfølgelig er lokale mærker, som man ikke kender. Jens Peter får købt sandaler og Hanne undertøj i varehuset Myer, der er en del af det lidt finere indkøbscenter Westfield, som ligger i centrum tæt på togstationen Town Hall, og vi besøger også indkøbscenteret Broadway i bydelen Glebe, da Jens Peter køber ny computer. Ellers bliver det mest til besøg i byens souvenirbutikker. Hanne bliver klippet hos frisøren Éclat, som ligger i indkøbscenteret Mall 88, der ligger fem minutters gang fra lejligheden, og det er tæt på at være den bedste klipning siden Danmark.

Vi handler for det meste i supermarkedet Coles, som også ligger i Mall 88, da det er en rigtig pæn butik med et stort udvalg af varer. Butikken ligger under jorden, så vi skal med rulletrappen et par etager ned, og så tager vi typisk elevatoren op. Vi handler også nogle gange i supermarkedet IGA Romeo's Food Hall, der ligger på stationen, og her bliver vi indimellem fristet af de store poser popcorn, de sælger. Det er også her, vi fylder på vores Opal card, som vi bruger til den offentlige transport. Vi køber ofte både rugbrød og sandwich hos Lüneburger German Bakery i Queen Victoria Building.